Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har set en mand on/off. i hvad der føles som 40 år, på trods af at der blot er gået halvandet år. Vi mødte hinanden, efter at vores ven gik bort, så tunge omstændigheder. Vi var hinandens i en tid, hvor vi havde brug for det, men det var også svært.
Vores forhold har fungeret således: Vi ses i nogle måneder, hvor vi elsker hinanden, elsker med hinanden og har et meget intenst, men også ægte og ærligt forhold. Og puf, så ses vi ikke på ubestemt tid. Det scenario har udspillet sig 4-5 gange i det foregående halvandet år. I sommer ramte jeg en mur.
Jeg havde brug for ham (ikke at jeg sagde det), men han var der ikke, surprise. Jeg ventede seriøst på, at han ville række ud i flere måneder. Long story short: Han skrev aldrig, det blev december, jeg følte mig stærk og modig, så jeg slettede hans nummer og Messenger-korrespondance – det føltes bare rigtigt. Og jeg følte virkelig, jeg gjorde noget.
Nu er han i min indbakke igen. Han skrev ud af det blå efter et halvt år, at han havde nydt en bog, som jeg gav ham i sommer. Hvad gør jeg? Skal jeg svare ham og se ham igen, hvis det er det, jeg vil? Jeg er jo forelsket i ham, men jeg ved ikke, hvad han synes eller vil med os. Hver gang vi skilles, bliver jeg trist, men jeg elsker det, når vi er sammen.
Mvh on/off
Gæsteredaktør Lasse Lund:
Kære on/off
Først og fremmest tak for din ærlighed og dit mod til at skrive ind. Det har jeg kæmpestor respekt for.
Jeg elsker god gammeldags romantik, som jo nærmest kun findes på film efterhånden, men det, du beskriver, er i min optik desværre ikke det. Det er helt fantastisk, at der findes folk som dig, der har modet til at holde fast og gå så langt for andre. Spørgsmålet er så, hvornår man går for langt, og om du ikke er det? Forelskelse er berusende, men også forblændende. Pas på, at du ikke bliver afhængig af det svære og hjerteskærende forhold.
Jeg har selv først for nylig lært, at kærlighed ikke eksisterer i kraft af følelsesmæssige op- og nedture, men i tryghed og tillid. Der var og er en grund til, at det føltes rigtigt at slette hans nummer: Fordi det var det. Du skal gøre dig endeligt fri af hans lænker og ikke gøre din egen frygt for hjertesorg til reel, dyb hjertesorg.
Jeg gætter på, at det er derfor, du har skrevet til brevkassen. Fordi du bevidst eller ubevist gerne vil valideres i det, du måske allerede godt ved, når du mærker efter: Bliv forelsket i dig selv først, og find derefter en ny spændende person, der ikke begrænser dig, men derimod forstørrer dit liv. En, der tør springe ud på dybt vand sammen med dig, mens I holder i hånd. En, der vil alt med dig, både det søde og det sure. En, der vil hele dig – hele tiden. Det er ægte kærlighed.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære on/off
Der findes dumme folk. Dem, som taber vores kærlighed på gulvet uden at blinke, som om vi var et Ikea-glas i forsamlingshusets køkken. De vil gerne drikke af os, når tørsten melder sig, men de behøver ikke at passe på os, for vi kan erstattes.
Der findes dumme folk. Dem, som lader sig knuse i tusind stykker og så selv henter fejebakken for at rydde op efter forbryderen. Du må ikke blive pedellen i dit eget forliste forhold.
Vi er mange dumme folk, som binder os i de store følelsers navn. Som tror, at det betyder, det er stærkt, bare fordi vi græder meget. Store følelser er ikke mere sande end små, de er bare højlydte.
I var hinandens, det er I ikke længere. Lad ham beholde det, han tog, smid det ud, han ødelagde, tænk med ømhed på det, der fungerede. Folk dør og forsvinder, det skal altid være en katastrofe, og vi skal altid leve videre. Stadig dumme og lidt klogere.
fortsæt med at læse
