Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Nu har du i årevis kloget dig på romantik her i brevkassen. Hvordan har det egentlig påvirket dit eget kærlighedsliv?
kh trofast læser
Gæsteredaktør Nicholas Dyakowski:
Kære trofaste læser
Da Felix og jeg begyndte at date, var det et spændende element, at han var Dr. Love (jeg hader navnet, må jeg sige), der skrev ugentlige råd til de mange læsere. Jeg følte, at denne masseeksponering over for parforholdsproblemer gav ham visdom, der rakte ind i vores forhold, og jeg fantaserede om at kunne lægge usikkerheder til side, for han havde vel set det hele?
Som brevkasseredaktørens kæreste bliver man nogle gange hevet ind i teksten. Men Felix er okay god til præsentere tingene, som de er, det er næsten altid sandt. Men der er stadig noget uhyggeligt og dragende ved at lede efter de eksplicitte og implicitte referencer til vores kærlighedsliv, trykt i avisen.
»Hvordan synes du, det er at være kæreste for tiden?«, bliver jeg en gang imellem spurgt herhjemme. Jeg tror, det er, når han øver sine redaktørevner. Hvis man er typen, der har svært ved at sætte ord på følelser (mit kærlighedssprog er at gøre tjenester), så kan det virke lidt anstrengende. Men det er nok desværre sundt for et parforhold med lidt udfordringer og mere kommunikation.
Det er en sjov oplevelse at date en semikendis, som deler ud af sig til resten af jer (nu skal han lave arrangementer på både valentinsdag og på vores årsdag næste måned eksempelvis). Selv er jeg en wallflower, og det skaber en slags harmoni, at vi kan være så forskellige i vores hverdag, men stadig finde sammen. Jeg får noget af ham, som ingen andre får, men samtidig giver jeg små stykker af mig selv væk (eksempelvis her), men that’s love.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære trofaste læser
Nu har brevkassen i fire år været min personlige ølkasse i det speaker’s corner, som er Ibyen. Med fråde i mundvigen har jeg rablet som en dommedagsprofet om det store ugudelige emne, der er kærligheden. Og helt ærligt? Det har været dejligt for mit kærlighedsliv.
Jeg har fået gæsteråd om alt mulig dumt og dejligt. Og jeg har haft en ugentlig ventil til alt det, der kan hobe sig op i et hjerte. Mens jeg har elsket og grædt ude i den virkelige verden, har jeg her kunnet lægge mig op på min egen briks og hældt råd ud over verden og mig selv.
Som da journalist Lotte Thorsen skrev: »Der er altså masser af håb. Nogle gange er der ikke ret meget andet«, som jeg har sagt til mig selv og alle andre siden.
Jeg kan simpelthen ikke finde en kæreste. Er der overhovedet håb for kærligheden?
Eller da forfatter Anna Juul lavede et motto for kærligheden: »Jeg ved heller ikke, om jeg tror på den eneste ene i hverken hoved eller hjerte, jeg tror nok mere på tilfældigheder, held og hårdt arbejde«.
»For mig hjælper det at bolle, når jeg lider. Og så alkohol. Og venskaber. Og tid«
Jeg kan tænke på forfatter Victor Boy Lindholms forbandede sætning: »Jeg tror, at du skal værdsætte din kærestes prutter, fordi hver prut er et lille ’jeg elsker dig’«.
Er jeg et mandesvin, hvis jeg ikke kan lide, at min kæreste prutter?
»Hvor der er friktion, er der udvikling«, har dramatiker Niels Erling skrevet, lige til at putte i lommen.
Min kæreste og jeg misforstår hinanden igen og igen. Hvad skal vi stille op?
Men det er mit kærlighedsliv, så er der alle dem omkring mig. Når man skal hakke en tekst af hver uge, så tager man nogle bidder af hovedstolen, og nogle gange får man andre med i gabet. Folk, jeg har elsket, er sikkert blevet groft fejlciteret i brevkassens tjeneste.
Kærester er blevet udleveret, familiemedlemmer smidt under bussen og venners singletilværelse dissekeret for at få noget til at rime. Hvis folk siger noget meget klogt eller meget åndssvagt, så dukker det op her. Jeg tror, jeg er blevet en bedre skribent af at bestyre brevkassen. Jeg er ikke altid sikker på, at jeg er blevet en bedre relation. Folk fra mit liv har før fortalt mig om, hvordan de med bæven har læst brevkassen for at se, om de dukkede op som helte eller skurke. Selv tak til de dumme, og undskyld til de søde.
Men jeg øver mig ellers i ikke at give det hele. Jeg lægger til side og prøver virkelig at lave en lille pensionsordning, så der også er noget liv at leve, når det ikke skal bruges som svar.
fortsæt med at læse
