Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Mit problem er så gammelt som menneskeheden, nemlig et knust hjerte. Jeg er en 27-årig kvinde, der aldrig har været i et fast forhold, men har gennem livet samlet på min del af ulykkelige forelskelser. Jeg troede mange måneder, at jeg gik rundt og var ulykkeligt forelsket i en kvinde, som jeg troede, jeg ville have. Men så tog jeg på en date med en anden for at komme over hende, og ud af det blå blev jeg forelsket, som jeg aldrig har været det før, og indså, at det andet ikke var en rigtig forelskelse, men bare kedsomhed og tomrum.
Pludselig var mine ulykkelige dage erstattet af en boblende glæde. Hver gang jeg fik svar på en sms, og hver gang hun gerne ville ses, blev jeg slået bagover af glæde.
Det føltes for godt til at være sandt. Og det var det også. For efter en måneds tid fik det en brat ende. Hun ville ikke ses længere. Aldrig før har jeg været så knust. Jeg troede, jeg havde prøvet at få mit hjerte knust nok gange, men aldrig på denne måde. Jeg tror ikke på den eneste ene i mit hoved, men mit hjerte siger mig, at hende her er den eneste ene for mig. Jeg kan aldrig møde nogen dejligere. Jeg føler, min fremtid er en stor masse af meningsløshed.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at komme over hende. Kan man overbevise et andet menneske om, at man er den rigtige for dem? Og hvis ikke, hvordan får man så håb for fremtiden?
KH den lidende elsker
Gæsteredaktør Anna Juul:
Kære lidende elsker
Kender. Kender så hårdt. Det er egentlig umenneskeligt både at skulle være forelsket og forladt på samme tid, når nu man tænker over det, for begge dele er ulidelige og kombinationen er, ja, helt til hest. Jeg ved heller ikke, om jeg tror på den eneste ene i hverken hoved eller hjerte, jeg tror nok mere på tilfældigheder, held og hårdt arbejde, så jeg ved faktisk ikke, om man kan overbevise nogen om, at man er den rigtige for dem, for jeg har aldrig gidet at prøve.
Jeg er et kategorimenneske, og jeg har for nemheds skyld valgt at dele folk op i dem, der gider mig, og dem, der ikke gør, og dem, der ikke gør, dem bruger jeg ikke tid på. Det er selvfølgelig svært, når ens hjerte siger noget andet, men for mig har det hjulpet at se på det smukke i at sige farvel. At lade nogen gå, hvis de vil.
If you love someone, set them free og yadda yadda, og ja, det er røv, og ja, det kan da godt være, at hvis livet var et spil Dragonball, eller hvad det hedder, at du så kunne slå op på side 87 og se, hvordan livet var blevet med hende, men det kan du ikke. I stedet kan du, for nu at blive i metaforen, slå med livets terning. Jeg slog nok med livets terning 100 gange, før jeg fandt det tætteste, jeg er kommet på den eneste ene.
Så ærligt: For mig hjælper det at bolle, når jeg lider. Og så alkohol. Og venskaber. Og tid.
KH hende, der har været der
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære lidende elsker
Velkommen op på de høje nagler. Jeg kan genkende mit eget gamle hjerteknus i det, du skriver, og nu fortæller jeg dig lige noget, du ikke kan bruge til noget før om noget tid: Det går over. Det gik over før, det skal gøre det igen, og det skal gøre ondt samtidig. Livet er ufattelig uretfærdigt på næsten daglig basis, alle skal dø, og en dag brænder Solen ud, mens ingen husker dig og mig.
Men lige nu ved nogen, hvem vi er. Vi findes. Og nogen skal måske især huske dig på det. Du er et rigtigt menneske med den forladtes omvendte storhedsvanvid: Man er ikke den bedste i verden, men alt handler om en.
Jeg kan læse, du brager igennem med de store billeder. Hurra for det skingre. Genbesøg dit eget brev på ugentlig basis, mærk en afstand vokse mellem den lidende elsker og dig. Udlev det alter ego, skriv digtene, smid ting ind i bål, hør Kate Bush på repeat. Men husk så også at finde tid til dig selv, det almindelige menneske. Overhold sengetiderne, gå på dit arbejde eller studie, tag på stranden og læs bøger.
Jeg har selv været dig. Jeg tabte mig og gik rundt som et gespenst og raslede med de stormfulde kæder. Jeg troede, jeg skulle have det sådan for evigt, men sådan er det at have en stærk følelse. Jeg forstår godt, du føler dig pulveriseret, det er hårdt at blive tabt midt i forelskelsen. Men tænk på, at jeg hader hende uden at vide, hvem hun er - at hun skal passe på, fordi jeg fra nu af vil gå rundt og skule i håb om at mit sure blik skal svitse hendes onde sjæl. For nej, du skal ikke overbevise hende, du skal overbevise dig selv ved at leve videre.
fortsæt med at læse
