Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er en ung kvinde i sluttyverne, og jeg synes, det har været et hårdt år. Pandemien adskilte mig fra meget af min omgangskreds, og især tre gymnasievenner så jeg ikke meget til. Vi bor ellers alle sammen her i København, men det kan tælles på en hånd, hvor tit de har rakt ud. Jeg har skrevet til dem en del gange og også inviteret dem ud på kaffe og sikre gåture.
Jeg synes, det har været vildt hårdt, at de ikke har spurgt mere ind eller taget fat. De ved vel godt, at jeg bor alene?
I sidste uge skrev en af dem så, om jeg ville spørge min onkel, om hun kunne låne hans sommerhus her til sommer. Jeg blev vildt ked af, at det var grunden til, hun endelig tog fat i mig. Jeg har lyst til at have mine veninder, men jeg har også lyst til at skælde dem ud. Hvad gør jeg? Og er det bare coronas skyld det hele?
Kh. alene
Gæsteredaktør Emma Holten:
Kære alene
Jeg tror virkelig ikke, du er alene med din oplevelse, selv om det føles sådan. Nedlukningen har sat en stopper for tilfældige/impulsive/ses i byen-aftaler og har gjort, at vi alle i den grad har skullet være mere opsøgende. Det har jo desværre også vist, hvem man egentlig ser og tænker på, hvis mulighederne er knappe, og man selv skal gøre arbejdet. Der virker det desværre, som om du føler dig tættere på dine veninder fra gym, end de gør på dig.
Jeg har selv haft en lignende oplevelse for nylig, og det er megahårdt. Man føler sig som en 11-årig i skolegården, der halser efter de seje piger, som egentlig ikke gider lege. Men der er gode nyheder: Der er kun én vej herfra, og det er op! For du har egentlig ikke noget at miste. Uvisheden er det værste.
Du har to muligheder:
1) Lad være at konfrontere dem, men begynd at behandle dem, som de behandler dig: Forvent intet, men gør heller intet. Tag op, og nyd din onkels sommerhus (måske med en person, du tænker kunne have brug for selskab ligesom dig selv?).
2) Konfrontation: Du siger helt enkelt præcis det, du lige har skrevet i brevet. Hvis de bliver skidesure på dig, er du faktisk ikke et værre sted, end du er nu, fordi du så i det mindste har klarhed. Så kan du komme videre med dit liv, være glad for minderne og begynde at søge nye græsgange. Hvis de erkender, at de har været væk, men siger, det ikke er det, de ønsker at signalere, kan I begynde at bygge op igen.
Da det skete for mig, valgte jeg nr. 1, men jeg er også en kryster.
Det er så svært med venskaber, fordi man ikke har noget ritual til at ’slå op’. For det meste siver det ligesom bare ud, ændrer form, kommer tilbage. Og der er så meget usikkerhed i den proces, fordi man ikke vil ses som den desperate, præcis ligesom i romantiske forhold.
Men der er intet, intet galt i at ønske venskaber og sige det højt. Jeg mødte en fantastisk person for en måneds tid siden og sagde et par uger efter: »Jeg synes, du er for vild, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at være ven med dig«. Det var på en måde virkelig forløsende. At venskabet kan være noget konkret, vi arbejder på og tør sige, vi arbejder på.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære alene
Jeg bliver selvfølgelig ked af at læse dit spørgsmål, men mest, fordi jeg er bange for, at jeg nogle gange er den ven der. Den, der lidt for nemt glemmer folk, der ikke befinder sig foran mig. Sådan en, der ikke husker navnet på deres kærester, og ikke lige får meldt afbud i tide til deres fødselsdag. Og jeg skammer mig, det lover jeg.
For selvfølgelig gad jeg godt være verdens bedste ven til min verdens bedste venner. Men det var en hård opvågnen at gå i lockdown, for i det hermetiske blev jeg den ø, man ellers siger, mennesker ikke er. Jeg havde nok og rigeligt i de kroppe, der grænsede direkte op til min.
Dine venner er lige så dumme som mig, måske lidt dummere endda. Det synes jeg godt, du må fortælle dem. Lad dine slidte følelsers ærlighed føre pennen. Selv om du ikke skal true med, at adgang til sommerhuset kræver vennetjenester, kan du godt bruge hedeturen alligevel. Foreslå eventuelt, at I alle tager i det sommerhus sammen og bager lidt på hinanden. Vær i rum med hinanden, og mærk, hvad det her venskab skal være. Er I måske kommet for langt fra hinanden, eller er det på tide at lade jeres venskabsøer blive landfaste igen?
Jeg skal hverken undskylde min eller deres opførsel, men nogle gange kræver et venskab den kropslige nærhed, som virussen tog fra os. Jeg håber, I løser det, og ellers må du græde hele vejen til stranden. Du fortjener bedre, og måske dine egne venner kan være det.
fortsæt med at læse
