Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg dater en meget sød person, som jeg rigtig godt kan lide, og som jeg tror, jeg er ved at blive forelsket i. Vi er meget optaget af hinanden, har lyst til at se hinanden, vores kommunikation er rigtig god, og tingene føles gensidige. Alligevel er jeg meget bange for at blive forelsket. Lige så dejligt og overvældende og skønt, det er, lige så bange og ubehageligt synes jeg, det er. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan se klart, at jeg ikke kan tænke på andet, og at jeg næsten ikke er alene i mit hoved.
Forleden dag gik jeg en aftentur, hvor jeg troede, at jeg gik ind i vedkommende, og jeg begyndte næsten at græde, fordi jeg synes, det var så overvældende. Jeg er bange for at blive forladt, bange for at blive svigtet, bange for, at følelserne fordufter, eller at min udkårne pludselig ikke kan lide mig mere. Jeg ved godt, at man ikke kan forsikre sig mod nogen af de ting, men de tanker fylder så meget i mig, at jeg i stedet for at gå og være glad og nyde det er ked af det og angst.
Hjælp?
Mvh. Nyforvirret
Gæsteredaktør Solvej Sonne Horn:
Kære Nyforvirret
Som forperson for de ængstelige folks kærlighedsklub byder jeg dig hjertelig velkommen. Med andre ord genkender jeg din beskrivelse til fulde. Til start vil jeg sige, at du umiddelbart lyder som en, der faktisk allerede er steget på forelskelsens luftballon – HURRA! og skål for det.
Forelskelsen kan føles som at leve i ’Caps Lock’, alt står med stort, og man sveder steder, man ikke vidste fandtes. At være bange tror jeg ligger i forelskelsens dna. Det kan føles umådelig udmattende.
Det kan lyde, som om gamle sår og skrammer gør, at du allerede har rullet dig ind i et vattæppe og lader din indre støj diktere. Og som forperson for vores klub vil jeg bede dig kaste det fra dig og sætte i spurt. Du har mødt en, du er glad for og kommunikerer godt med, DET sker bare ikke hver dag. Fortidens skygger må ikke sætte kursen for den flyvetur, du skal ud på. Kærlighed kan altid gøre ondt, men man må ikke snyde sig selv og misse vingesuset.
Jeg tror på, at den hurtigste vej til udvikling er at hoppe ud af vores comfortzone. Røven må ikke være sat for godt i sædet. Vi, der er bange, skal dele vores frygt, kun der kan den fordufte og larmen i hovedet stilne af. Og når angsten slår sine kløer i dig, kan jeg anbefale at trække vejret helt ned i tæerne – og saunagus (med pebermynteolie på de hårde dage).
Det smukkeste ved forelskelsen er, når vi tør være sårbare og ærlige, se den i øjnene og sige: Ja, det er stort og skræmmende, men det kan ikke vælte mig. Den må ikke dissekeres, den skal nydes og fordøjes. Klubben håber helt ind i knoglerne, at du lader ballonen stige til vejrs og af sted med dig og din udkårne. Jeg hepper på dig.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Nyforvirret
Det er uhyggeligt, det med store følelser og hvordan de kan ændre sig. At den forelskelse, der er så stor, at den er ved at sprænge én i luften, en dag kan være forvandlet til et køligt blik på gaden og et gråt minde.
Jeg vil gerne understrege, at det er okay at være bange for at blive elsket. Det er ikke altid kun nydelsesfuldt at få det, man fortjener. Det er følelsen af, at nogen tænder et lys i et rum, man ikke har været i i årevis, først der opdager man, hvor mørkt der var for et øjeblik siden. Blodet, der løber tilbage i det sovende ben, et spjættende ubehag. At føle kærlighed er også at føle, at den ikke var der før.
Jeg øver mig hver dag i at være glad og ked af det samtidig. Gråd, grin, kram. De må gerne være der sammen, og noget, nogen, har åbnet dig, lad det bruse. Lev, mens du gør det, og elsk, selv om du ikke tør det.
fortsæt med at læse
