Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har et måske ret klassisk, men også modbydeligt vanskeligt problem. Jeg er i et forhold, jeg grundlæggende ikke ønsker at være i. Og det lyder jo umiddelbart meget nemt, men mit dilemma er, at jeg samtidig er voldsomt forelsket i min kæreste.
Vi har været sammen i fem (turbulente) år og boet sammen i tre af dem. Vi har i al tiden døjet med en del konflikter og er aldrig rigtig ’faldet til ro’ i forholdet. Jeg er selv vokset op i en kernefamilie med forældre, der har fremelsket et behov for samhørighed i mig, hvorimod min kæreste aldrig har oplevet et stabilt forhold og set ud fra mine sparsomme psykoanalytiske evner derfor har udviklet nogle ret seriøse egocentriske træk. Jeg har i al tiden efterspurgt nærvær, tryghed og det store ’vi’, hvor han til svar har bedt om plads og selvstændighed.
Mit dilemma er, at jeg sagtens kan forstå ham. Det er helt fair, at man har brug for forskellige ting fra parforhold, og at selv om hans behov for socialisering i periferien ikke overhovedet er et behov, jeg selv har, skal han have lov til at opfylde lige præcis de behov, han måtte have. I begyndelsen troede jeg, det mere var et spørgsmål om modenhed og om at få løbet hornene af sig, men det tyder på, at det er et uendeligt issue for ham.
Mit spørgsmål er således: Når jeg nu engang er blevet helt klar over, at vi ikke har en fremtid sammen, da hans ikkeondskabsfulde negligering af mig og mine behov ikke desto mindre gør enormt ondt, hvordan overbeviser jeg så lige mit hjerte om, at det er for det bedste? Jeg er ulykkeligt forelsket i ham og vores samliv og er blevet i de fem år grundet de ganske sjældne gode stunder, hvor jeg ser en brøkdel af det liv, jeg ønsker mig med en partner. Gid bare for pokker, det kunne være ham.
Hjælp!
Hilsen det uoverbeviste hjerte
Gæsteredaktør Runa Marie Luth:
Kære uoverbeviste
Hjertet er tovligt, men det er alt det andet jo også.
Måske et klassisk dilemma, men her er der jo egentlig ikke tale om et dilemma, for du ved allerede, at du gerne vil være i et forhold, der opfylder dine behov, og du har en tryg opvækst bag dig, der gør dig i stand til at tro på, at det er muligt, hvilket er smukt og luksus, og det er nok den klippe, du skal suge dig fast på nu, for at overbevise dit ømme hjerte også.
Smerten. Det gør jo bare så ondt, hvordan dulmer man et knust hjerte? Jeg ved det ikke. Noget med varme, tror jeg. I alle afskygninger.
Hvis jeg misforstår dig, og du rent faktisk er oprigtigt splittet i dit valg, er det selvfølgelig en anden sag. Livet er så underligt kort. Man kan vælge at leve et helt liv sammen med nogen og føle sig ensom og afvist, men trofast.
Jeg kan genkende mig selv i både dig og din kæreste, med en god blanding af nogle seriøse egocentriske træk og et stærkt behov for samhørighed. Modenhed former os jo ikke nødvendigvis til monogam samhørighed, men jeg tænker også, at din kæreste lader til at være et uforløst sted, for hvorfor ellers være i et forhold i fem år uden rigtig at være i det? Men der kan sikkert sagtens gå fem år mere, eller måske en evighed, før han når frem til noget, og det har du ikke tid til.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære uoverbeviste
Jeg har også været forelsket i kærlighed, der kunne være god, men som ikke var det. Man beslutter ikke selv, hvem der skal gå ind i ens liv, nogle gange kræver livet bare, at man begynder at smide folk ud. Du skal ikke græde over spildt mælk, men du må gerne græde over spildt kærlighed. Fem år er et lille liv i livet, dit hjerte har lækket længe nok nu, du behøver ikke være en stor flosset kartonåbning længere.
Når jeg læser dit spørgsmål, tænker jeg på, hvordan tilværelsen ikke passer ind på en skala, der går fra dårlig til god, det er det alt for kompliceret til. De hårdeste og værste år i ens liv kan godt være gode, de smukkeste øjeblikke kan sagtens være grimme. Smerte og nydelse er ikke enten-eller, om du bliver eller går, så vil du opleve begge.
Måske du er bange for det ukendte ukendte, alt det dejlige og frygtelige, du ikke kan forudse uden for forholdet? Måske er det uoverskueligt at skille to liv ad? Måske kan du godt lide den sultne fornemmelse, der bor i en ulykkelig forelskelse? Måske det hele og noget fjerde og femte oveni.
Jeg kan godt lide at tænke på hjertet som noget, man kan diskutere med, som et andet væsen, der kræver andre metoder. Men dit hjerte er dig, du er den med alle følelserne i klemme, som synes, beslutningen er helt enormt svær. Det forstår jeg godt. Jeg forstår også, at du er nødt til at beslutte noget. Husk, at hver dag, du bliver i det, også beslutter noget – du beslutter at sidde trygt i en pøl af tårer og spildt hjerte. Man skal ikke ville gå fra nogen for at være nødt til det. Held og lykke.
fortsæt med at læse
