Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse,
Jeg er en kvinde med en sød kæreste. Problemet er, at han er italiener, og derfor oplever vi konstant kultursammenstød. Vi er simpelthen lost in translation lidt for tit. Er der håb forude, eller kan kulturelle forskelle virkelig splitte os ad?
Kh danskeren
Gæsteredaktør Niels Erling:
Kære dansker,
Jeg laver teater. Min kæreste er billedkunstner. Da vi blev kærester, sagde hans professor, at det aldrig ville gå: »Scenekunst og billedkunst er to helt uforlignelige verdener«. Og det var sådan set rigtigt. Der er virkelig kulturelle forskelle, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har råbt af hinanden (okay, ærligt, måske mest mig), fordi vi ikke har været enige om kvaliteten af et teaterstykke, en film, en udstilling, whatever.’
Og hvor mange gange har jeg i de situationer ikke tænkt på hende professoren – og tænkt: »Shit, måske havde hun ret? Måske er vi alt for forskellige til overhovedet at kunne have en fremtid sammen?!«. Men! – og her kommer selvfølgelig et men – hver eneste gang, så tænker jeg (gudskelov) også: »Er der ikke mere, der binder os sammen, end der er, der deler os?«. Ja ja, sikke en klichéting at sige, men jeg mener det altså.
Hver eneste gang jeg tvivler, så gør jeg regnskabet op: Ja, det er irriterende, at vi ikke er enige om, hvilke film der er gode, og hvilke der er helt forfærdelige. Men til gengæld udvikler min smag sig jo også i mødet med hans. Hvor der er friktion, der er der udvikling.
Jeg ved jo ikke, hvad der binder dig og din kæreste sammen. Men I har vel fundet hinanden af en grund. Og måske kan I vende jeres kulturelle forskelligheder til en styrke? Blive større, mere interessante og nysgerrige mennesker sammen? Lære både at elske det inventar i jeres forhold, I har til fælles – og de sider, der clasher? Det vil være mit råd til jer: Bliv excited in translation.
KH Niels E
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære dansker,
Jeg tror endnu ikke, jeg har elsket et menneske, som jeg helt forstod. Også selv om der højst var en dialekt til forskel, så har der altid været gråzoner mellem os. Jeg gik tit og troede, at de gråzoner var skyggelandskaber befolket af hemmeligheder, som jeg med lys, lygte og lommeterapi troede, jeg havde til opgave at rydde op i.
Problemet var så bare, at det ikke var hemmeligheder, men hmm-ligheder. Naturlige forskelle på, hvordan man udtrykker følelser og indgår i et parforhold.
Det er ikke for at underminere dit spørgsmål, at jeg siger det, for jeg tror på den specifikke og daglige udfordring, der findes i at oversætte kærlighed til italiensk og omvendt. Men jeg er samtidig overbevist om, at I har en unik mulighed for at løse det, som er alment problem: at forstå hinanden.
Når I to ligger der i stracciatella-ske, og du undrer dig over noget, han gjorde, så kan I bruge Danmark og Italien som sokkedukker i parforholdets evige kammerspil: »Hvorfor gjorde du (ikke) X?«. Med håb om, at halv- og helsvære samtaler faktisk kan gøres lettere på grund af en sprogbarriere.
Tilsammen har I minium to kulturer og højst et verdenskøkken, og selv om de forskelle kan virke hæmmende, så tror jeg virkelig på, at I kan se det som ekstra benplads at have flere sprog mellem jer.
Det er de færreste forundt at blive forstået fuldstændig, men I har da en ordbog at støtte jer til. Vi andre skal finde os i, at selv om vi har både æ, ø og å til fælles, så taler vi sjældent samme kærlighedssprog. Men egentlig kunne vi nok alle sammen øve os i at læse hen over hjertets slåfejl.
fortsæt med at læse
