00’erne er tilbage. Det er ikke ligefrem nyt på brokvartererne i København, hvor g-strengen, chokers og bamsestøvlerne ikke længere er et særsyn. Årtusindskiftets dårlige smag er blevet smart under en ny æra kaldet ’Y2k’.

Men nu er noget nyt pludselig i gang.

Ud af det blå har smarte, unge københavnere med hullet tøj og navlepiercinger pludselig fået abstrakte, sorte og skarpe, men også trashy tatoveringer. På hænderne, i ansigtet, på lænden. Overalt.

Det ligner tilnærmelsesvis 90’er og 00’ernes tribal-tatoveringer, men det her er noget andet. Og faktisk vil de unge slet ikke kalde det for tribals. Stilen er reclaimet og har her i 2023 fået en revival i København.

Tatoveringerne kaldes neotribal. Og når du først ser dem, ser du dem overalt. Og selv om det måske er et modefænomen lige nu, handler tatoveringerne også om meget mere end det:

Om at blive set. At sige fra. Og om at høre til.

»København boomer med den type tatoveringer«

Fænomenet startede i undergrunden. Som sådan noget sædvanligvis gør.

For den 25-årige selvudlærte tatovør Christiane Rahbek var det i et atelier og kunstkollektiv på ydre Amager for to-tre år siden, hvor hun mødte nogle mennesker, som lavede en slags tatoveringer, hun ikke havde set før. Derfra videreudviklede hun sin egen stil.

Et par tatoveringer blev til flere, og pludselig ville venner og venners venner gerne have Christiane Rahbeks streg indgraveret i huden. Siden da har hendes kalender været booket flere måneder frem, og beskederne tikker dagligt ind med bookingforespørgsler på hendes instagramprofil @bbyangeltattoo, der har over 18 tusinde følgere.

»Jeg ved stadig ikke helt, hvilken stilart jeg tilhører. Folk kalder det cyber sigilism, agrogoth eller euro trash. Jeg er inspireret af det her lidt barokke, antikke og gotiske udtryk. Meget tynde linjer. Jeg kan godt lide noget, der ser ondt ud, men med et let udtryk. Det her lidt perfekte uperfekte«, siger hun, da Ibyen besøger hende i hendes tatoveringskollektiv i Nyhavn.

Hun tøver, da hun bliver spurgt, om hendes stil kan presses ind under termen neotribal. Det ender med et »ja«, der efterfølges af et »men ...«. Det vender vi tilbage til.

Christiane Rahbeks tatoveringsmotiver er oftest abstrakte og krøllede. Linjerne nærmest udvaskede. Og indimellem sniger enkelte motiver sig ind. En drage, et dødningehoved, en fe. De abstrakte og oftest sorte linjer er årsagen til, at stilen kan kaldes neotribal.

»Den her stil har jo været i København et par år nu, men man kan virkelig mærke, at der er sket noget det sidste år. Folk ved, hvad det er, folk vil gerne have det, og der er kommet enormt mange, der laver det på forskellige måder«.

Nu, hvor solen og dermed også københavnernes hud er kommet frem, kan man for alvor se de sorte, krøllede og hårde tatoveringer i bybilledet. Lændetatoveringen, bedre kendt som ’amagerpladen’ eller et ’tramp stamp’, er tilbage, og abstrakte flammeagtige motiver er næsten lige så normale som konkrete motiver. I hvert fald i kreative miljøer på Nørrebro, i heavy metal-miljøet, på den elektroniske undergrundsscene og særligt blandt byens queers.

Går du en tur på Assistens Kirkegård, eller er du på Det Grønne Loppemarked, ser du det. Og på techno-natklubben Module på Vesterbrogade kan du endda få en neotribal-tatovering i pausen fra dansegulvets hårdtslående bas.

Og neotribal’en er blevet en »københavnerting«, siger Christiane Rahbek:

»København boomer med den type tatoveringer. Jeg har haft flere kunder, der er rejst hertil for at blive tatoveret, blandt andet en fyr, der kom hele vejen fra Texas. Stilen er også udbredt i europæiske storbyer som London, Berlin, Paris og i Polen, men ja, København er virkelig blevet et epicenter for den her stil nu«.

Men neotribalstilens oprindelse går langt tilbage. Meget langt tilbage.

5000 år gamle tatoveringer

En tilfældig eftermiddag i 1991 gjorde et midaldrende tysk ægtepar et bemærkelsesværdigt fund i Ötzal-alperne mellem Østrig og Italien: I sneen lå et indtørret menneske.

En ekstremt velbevaret krop, som skulle vise sig at være Europas ældste naturlige mumie, ismanden Ötzi, der har været frosset ned lige siden sin død for mere end 5.000 år siden. Det var ikke bare muligt for arkæologer at bestemme Ötzis alder, og hvad han havde spist. Med specialkameraer fandt de 61 tatoveringer på mumiens sammenkrøllede hud, der i dag er nogle af de ældste dokumenterede tatoveringer i verden.

Tatoveringer er altså ikke bare et modefænomen, men er side om side med hulemaleri og keramik en af menneskehedens ældste overlevende kunstformer. Og særligt kan tribal-tatoveringer dateres tusindvis af år tilbage og er fundet over hele verden.

Tribal betyder stamme på dansk, og paraplybegrebet dækker over forskellige stilarter og typer af tatoveringer, der tilhører oprindelige folk, befolkningsgrupper og stammer rundtomkring i hele verden.

En af de mest kendte tribal-stilarter tilhører samoanerne, som er det oprindelige folk på de samoanske øer i Polynesien, Stillehavet. Samoa-folket kalder tatoveringerne ’tataus’, og de fungerer som symboler for modenhed og stolthed over den samoanske kultur.

Motiverne er sorte og består af mønstre og linjer, der udgør symboler med forskellige betydning, som for eksempel Solen, et skildpaddeskjold eller hajtænder.

I 1800-tallet besøgte forskellige europæiske opdagelsesrejsende og missionærer Samoa-øerne. Her forsøgte de besøgende fra Vesten at ændre den samoanske kultur blandt andet ved at fjerne tatoveringstraditionen fra folket, mens de samtidig selv fik tataus tatoveret på deres hvide kroppe.

Da samoaerne blev uafhængige i 1962 efter at have været under tyske, britiske og New Zealandske kolonimagter, tog de for alvor deres tatau-kultur tilbage, og det betyder, at de mønstrede tatoveringer i dag ikke er et sjældent syn blandt moderne samoaer.

De seneste år er det blandt oprindelige folk rundtomkring i verden igen blevet populært at få stammetatoveringer. Blandt andet får kvinder fra det oprindelige folk ’Gwich’in’ i Alaska og progressive unge i Grønland tatoveringer i ansigtet som et symbol for at tilbageerobre den oprindelige kultur, som har været forsøgt udvisket gennem kolonitiden.

De samoanske tatoveringer har været særligt populære i vesten, hvor de bare er gået under termen ’polynesisk-stil’. Stilen blev særligt populær i popkulturen med den berømte WWF-wrestler, skuespiller og kendis Dwayne Johnson, bedre kendt som The Rock. Johnsons mor er samoa, og på sin store overkrop har han en stor ’tatau’. Det store brød af en kendis-wrestler står i dag som et af popkulturens symboler for, hvordan tribal-tatoveringer tog Vesten med storm i 90’erne og 00’erne.

Clooney-trenden

Et andet popkulturelt eksempel på tribaltrendens udbredelse står en ung George Clooney for. I 1996 dukker han op på de danske biograflærreder i rollen som Seth Gecko i actionfilmen ’From Dusk Till Dawn’. Seth og broren Richard udgør USA’s måske mest farlige kriminelle, der forsøger at krydse grænsen til Mexico i flugten fra politiet og FBI.

Seth Gecko er ikke bare aggressiv og farlig. Han ser også godt ud, mens han pløkker sig mod Mexico. På venstre side af hans hals kryber en forgrenet tatovering ud fra blazer-kraven. Motivet er en sort, abstrakt flamme, der snor sig hele vejen ned langs Seth Geckos over- og underarm, hvor de sorte blæklinjer fremhæver musklerne.

Filmen fik mildt sagt en blandet modtagelse. Men Clooney vandt tre priser for sin rolle. Og så startede han en bølge, som de færreste nok havde set komme.

Pludselig skulle alle have tatoveringer. Massive og sort-udfyldte tatoveringer på skuldre, arme, overkrop og lænden. Flamme- og dragemotiver. Abstrakte, men markante. Alle ville ligne Seth Gecko og med ét var tribal-tatoveringer overalt i Vesten i 90’erne og 00’erne.

»Er du tosset, jeg har lavet mange tribal-tatoveringer. Fra 90’erne og 15 år frem har jeg eddermame lavet mange. Så mange, at det hang mig langt ud af halsen til sidst, og at jeg helst vil undgå at lave dem i dag«.

Ordene kommer fra Frank Rosenkilde, som har været tatovør siden 1977, og i dag er indehaver af tatoveringsbutikken og -museet Bel Air Tattoo på Frederiksberg.

Frank Rosenkilde fortæller entusiastisk om, at det i Danmark faktisk var »gamle Tato Jim« fra Aarhus, der startede tribal-bevægelsen, da han i 1968 tatoverede arkæologen Søren Nancke-Krogh med en række tatoveringer magen til dem, som blevet fundet på en skyterhøvding i Sibirien.

»Men den gængse tribal – de her hårde, snoede, sorte mønstre – blev først populær med den her famøse George Cloony-film. Alle skulle have det. Det var virkelig hot dengang og holdt helt op i 00’erne«, siger han.

Samme år som George Cloony gjorde folk bløde i knæene, tog modeverdenen også tribal-tatoveringen til sig. Allerede i 1989 sendte designeren Martin Margiela en tribal-inspireret T-shirt ned ad catwalken i Paris. Og i 1994 var tribal-motiver overalt i Jean Paul Gaultiers forårskollektion.

Og så tog det fart i popkulturen. Spice Girls-medlemmet Melanie Brown, også kendt som Sporty Spice, fik en stor tribal-inspireret fønix tatoveret på overarmen. Bokseren Mike Tyson fik sin ikonske ansigtstatovering, og Eminem fik et tribal-armbånd. Herhjemme tæller tribal-tatoverede eksempler fodboldspilleren Stig Tøfting, rockeren Brian Sandberg og eventyreren Troels Kløvedal.

Op gennem 00’erne udviklede stilen sig, siger Frank Rosenkilde:

»Til sidst blev det et sammensurium af alle mulige forskellige slags tribals. Nordisk stil med vikingemønstre, japansk stil, og så kom den her lænde-tatovering: Røvgeviret, som vi normalt kalder det, der også blev en kæmpe, kæmpe ting. En rigtig flot tatovering, der desværre er blevet lidt fordummet efterfølgende«.

Lændetatoveringen fik MTV-værten Ruby Rose. Og de nyere tribal-afarter kunne i 00’erne ses på popstjerner som Niki Minaj, der fik tatoveret kinesiske skrifttegn, og Rihannas hånd, der blev prydet med en traditionel maori-tatovering.

Genren blev altså mere bred i løbet af 00’erne, samtidig med hypen aftog. Men selv om stilarten udviklede sig i Vesten, havde den stadig sin rod i fremmede kulturer. Og netop den præmis forsøger de københavnske unge nu at lægge afstand til med neotribal’en.

Beckham-gate

For tribaltatoveringer kan skabe konflikt. Det er David Beckhams søn Brooklyn et eksempel på. Da han fyldte 18, skulle han have sin første tatovering. En tatovering magen til sin fars: En indfødt amerikaner med fjerhat.

Motivet skabte røre på sociale medier. Flere anklagede Brooklyn Beckham for at appropriere de indfødte amerikaneres kultur og at se bort fra folkets voldelige historie til fordel for en »cool æstetik«.

Ligesom 90’er-tribal-stilen havde Beckham altså brugt symboler fra en fremmed kultur. Og det er netop årsagen til, at tatovøren Christiane Rahbek tøver, da Ibyen spørger hende, om hendes stil kan kaldes for ’neotribal’. For egentlig vil de københavnske unge neotribal-tatovører gerne af med termen ’tribal’ og ikke sættes i sammenhæng med ordets historik, som nogle finder problematisk.

»Der er nogle mega ikoniske tatoveringer fra 90’erne, som har været meget skelsættende for tattoo-kulturen, men jeg synes, at det er blevet gjort approprierende og forkert. Jeg vil ikke selv lave noget, som jeg ikke forstår, eller som jeg ikke har sat mig helt ind i«, siger hun.

Christiane Rahbek er en del af en generation af tatovører, som prøver at tatovere mere betænksomt og gøre op med den »macho-kultur« som tidligere har hersket i tatoveringsmiljøet. Det skal foregå trygt og respektfuldt. I kundekontakten. I oplevelsen. I motiverne. »Et safer space«, siger hun.

Uden de traditionelle stammetatoveringer havde 90’er-tribal’en nok aldrig eksisteret. Og det samme gælder så genfortolkningen, neotribal’en. Men de unge københavnske tatovører forsøger at holde motiverne abstrakte og lade sig inspirere af den verden, de kender.

En identitetsmarkør

Som med de helt klassiske stamme-tatoveringer handler den nye stil dog også om at tilhøre en bestemt gruppe. Flere af de unge, Ibyen har talt med, peger på, at neotribal-tatoveringen indikerer, at man tilhører et bestemt segment, for eksempel det københavnske heavy metal-miljø.

»Det er en identitetsmarkør«, siger polske Eweline Cichocka, der er bosat i København og arbejder som tatovør under aliasset @acid_habibi:

»Med tatoveringerne er det mere genkendeligt, at man tilhører en bestemt gruppering. En specifik stamme, nærmest«.

De sorte og skarpe, men også trashy tatoveringer, som er populære blandt byens unge, handler altså om at fortælle omverdenen – og måske også en selv – hvem man er.

Eller bare give et varsel.