Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har gennem 10 år været sammen med den samme kvinde og fået to fantastiske børn med hende. Men for ca. 1,5 år siden indledte jeg en affære med en kollega. En relativt intens affære. Hun var selv gift og har to børn med sin (eks)mand.
Ugens gæsteredaktør
Lilja Scherfig
Skriver børnelitteratur og har lige udgivet bogen ’Dagbogsliv’ til voksne.
Flere af hendes bøger er af anmelderne blevet udråbt til klassikere og ikoniske værker og har vundet flere priser. Har indtil videre skrevet 16 bøger. Læs mere på www.Liljascherfig.dk
Vi valgte begge at bryde med vores partnere og indledte et forhold som kærester med alt, hvad det indebærer. Dog valgte vi, at det ikke skulle gå hurtigt, og børnene ikke skulle mødes før efter lang tid.
Igennem vores etårige forhold er flere bomber sprunget:
1. Jeg valgte for en kort stund at tage min eks tilbage.
2. Jeg har tre gange i vores forhold konfronteret min kæreste med, at hun har været i min telefon og læst mine beskeder.
3. For nylig var hun i min telefon igen.
4. Jeg går i hendes telefon (I know, det må jeg ikke). Jeg går ind i hendes billedmappe og finder ud af, at hun har taget 30 billeder af min samtale med min eks. Hun har diverse billeder af samtaler, jeg har med venner og bekendte. Samtaler, som langt hen ad vejen er private, men som oftest handler om hende og mig. Under mappen ’noter’ har hun lavet en liste over fordele og ulemper omkring mig.
Er jeg helt galt på den?
Jeg har for nylig valgt at bryde med hende, da jeg synes, vores forhold er gennemsyret af mistillid. Hun har gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med mig, men jeg ghoster hende p.t. Hun mener, det er en lille misforståelse, og kan nemt se os komme videre. Når hun skriver til mig, er det hele tiden med et narrativ om, at det er mig, der smider det hele væk, og at jeg lovede så meget.
Jeg er helt med på, at der skal to til en tango, og jeg har helt sikkert selv en andel i denne misere. Men jeg havde da håbet på større forståelse fra hendes side.
Mine spørgsmål går mest på: Er jeg helt galt på den, når jeg vælger at bryde med hende og fortælle hende, at jeg egentlig bare gerne vil have ro til mig og mine børn? Har jeg været det dumme svin i denne relation og manipuleret med hendes følelser?
Jeg føler, jeg har handlet korrekt og efter mine følelser.
Mvh. ’Rod i livet’.
Gæsteredaktør Lilja Scherfig:
Kære ’Rod i livet’
Hold da ferie, der er gået erotisk drama i dit kærlighedsliv. Stjålne billedbeskeder, skjulte filer med private samtaler, ghosting og jalousi. Det lyder helt normalt. De fleste af os vælger passionerede, utrygge affærer umiddelbart efter det lange, trygge ægteskabelige forhold med børn, svigerfamilie og slumretæppe.
Vi trænger til luft! Det er umuligt at ånde under tryghedens slumretæppe, der lægger sig over kærligheden og hverdagen. Så selvfølgelig ramler du ind i én nede i kantinen, der også savner eventyr og vildskab … og så begynder det erotiske drama med intense møder, mistillid og dyrisk forsoningssex.
Men selv dét bliver trættende. Ulidelig trættende. Og derfor er du nu rede til at cutte forholdet helt. Kære ven, du er ikke gal på den, du er bare træt. Lidenskaben er forsvundet. Du er mæt, du er træt, du har brug for »fred og ro« med dine børn, som du skriver.
Du er ikke manipulerende. Du er bare i live!
Det er lige efter bogen; det er tid til at finde din kerne, det er wellness-tid. Det er nu, du skal ud at klatre i bjerge, blive en ny og bedre far, blende proteinsmoothies og finde guddommelig nydelse i at dreje ler. Og måske … måske møder du pludselig en helt ny kærlighed (når du allermindst venter det). Og bum, så starter det hele forfra:
Slumretæppeparforhold – Erotisk drama – Wellness-tid.
Du gør intet forkert, du er ikke manipulerende. Du er bare i live. Hvert kapitel i dit liv har sin egen poesi og spændingskurve. Nyd det hele, også rodet. Efter rodet kommer renheden. Efter renheden kommer snasket.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære ’Rod i livet’
Det lyder, som om der er mange dumme svin i de relationer, mange brudte løfter og autonome beslutninger. Nej, man må ikke være dum overfor andre, bare fordi de har været dumme mod en selv, ellers kommer I fire voksne aldrig ud af den ydmygelsesspiral, der har dig og din nu ekskæreste som par nummer 7.
Nu står der så en lang kø af ansvar og venter på at blive taget, og du må desværre bare begynde med dig selv. Du skal tage ansvar for de følelser, du siger, du handler efter. Jeg blev forvirret over dine følelser bare ved at læse dit spørgsmål. Det her er ikke en domstol, der skal finde din eks egnet til hverken parforhold eller forvaringsdom.
Har du brug for at være single? Fint, så vær det, også i et halvt og et helt år. Find roen til dine børn, dyrk nogle kærlighedsrelationer uden tveægget svigt.
Gør, hvad I vil, men husk rent faktisk både at gøre og ville det
Hvis jeg alligevel skal tage dommerkåben på, så vil jeg gerne uddele eftersidning til alle de voksne. Jeg husker de år i min folkeskoletid, hvor alles forældre gik fra hinanden, mine inklusive. Min venindes forældre fandt kortvarigt sammen, og hun blev så ked af det over det, for hun vidste, det ikke ville holde. Sådan havde dine børn det potentielt også, da I lige skulle mærke efter en gang til.
Gør hvad I vil, men husk rent faktisk både at gøre og ville det.
fortsæt med at læse