Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Hvordan får man sin kæreste til at være lige så meget feminist som en selv? Hvordan får man ham til at være den, der bringer emnet på bordet og siger »hold kæft, en misogyn forretningsverden, Shiv lever i, selvfølgelig havde hun aldrig kunnet ’vinde’ Succession«, i stedet for, at jeg siger det hver gang.
Vi har prøvet at læse ’We should all be feminists’ af Chimamanda Ngozi Adichie og snakker ofte om min frygt i verden som kvinde og hans som mand.
Stadig er det min første intuition at påpege ligestillingsproblemer og aldrig hans. Forventer jeg for meget?
Vi behøver ikke altid dele synspunkt, men det kunne være fedt, at han en gang imellem var den, der kaldte sexisterne og de privilegieblinde ud. Julia Fox ville nok sige »get the fuck out«, men jeg vil hellere »get him the fuck in« i mit feministiske rum, så ...
Mvh trætafpis
Gæsteredaktør Bodil Skovgaard Nielsen:
Kære pistrætte
Jeg tænker tit på, om jeg ville have lyst til at date mig selv. På gode dage er svaret: Ja da! Jeg er klog, jeg er smart, jeg har en lækker krop. På dårlige dage er tanken om at skulle trækkes med min egen selvmedlidenhed og skråsikre meninger direkte pinefuld. Det, jeg prøver at sige, er, at det ikke lyder, som om du er interesseret i en kæreste, der er feminist. Men i en kæreste, som tænker, agerer, ja, ligefrem har samme intuition som dig selv. Og her må jeg spørge: Er det virkelig, hvad du vil?
Jeg tror, at de fleste, der har spillet rollen som kvinde i et heteroseksuelt parforhold, har prøvet at blive skeløjede af forundring over, hvor store, blinde pletter der kan være i mænds synsfelter, når det kommer til ligestilling. Bagsiden ved den forundring er imidlertid, at man bliver paranoid.
Og for mig lyder det helt udelukket, at din kæreste nogensinde skulle kunne vinde det nulsumsspil i undertrykkelsesidentifikation, som du har stillet op. Til den slags findes der masser af amerikanske samtalepodcasts, hvor værterne dissekerer Kendall Roys mandebabyhed og Logan Roys gammelmandsmisogyni. Hør dem, ras ud med høretelefoner på – og prøv måske i stedet at lægge mærke til, om din kæreste har noget på hjerte, du ikke selv har tænkt på?
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære pistrætte
Nu har jeg gået rundt om dit spørgsmål længe. Jeg er splittet i minimum to dele. Jeg kan sagtens forstå, du gerne vil have, at din kæreste er en bedre feminist, at han kommer mere på banen og peger lidt mere på uretfærdigheden i verden og ikke altid leger djævlens advokat.
Men man kan heller ikke bede andre om død og pine at være som en selv. At være i en relation må altid være at tilbagelægge en afstand, at nærme sig hinanden, forstå hinanden. Det betyder ikke, at man skal være politisk strømlinede som to partikammerater. Du kan ikke nødvendigvis få den endelige enighed, men du kan godt kræve anerkendelse.
På den anden side må der være en politisk anerkendelse til stede. Man kan ikke være kærester med nogen, der ikke ser en, ser ens hudfarve, køn, ophav og så videre. Hvis han tror, I bare er to tilfældige kroppe, der rejser gennem universet på den samme runde kugle, og ikke er to væsensforskellige skæbner med dertilhørende forskellige gange på den runde kugle, så skal han tage sig gevaldigt sammen.
Nogle mennesker er så heldige, at livet aldrig har givet dem mere end kommaer og punktummer, og som derfor ryster i bukserne, når man kommer med selv det mindste spørgsmåls- eller udråbstegn.
Hvis ens liv har været en drøm, så kan det være grænseoverskridende at høre, at virkeligheden for mange mere eller mindre er et mareridt. Det er sympatisk at forvente meget af hinanden, bliv ved med det.
fortsæt med at læse
