Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er en kvinde på 40, som blev skilt for et par år siden. Jeg har meget lyst til at møde nye venner, elskere og måske en kæreste, men der er ikke meget at komme efter i min omgangskreds, hvor de fleste sidder derhjemme med børn og parforhold.
Jeg er dødtræt af datingapps, som sjældent fører til andet end kedelige skriverier og kaffedates. Så hvor går man hen for at møde nogen? Kan man gå i byen alene?
Hilsen den utålmodige
Gæsteredaktør Line Miller:
Kære utålmodige
Jeg er også blevet fyrre, og det er for mig kommet med en gryende forståelse af, at det er vemodigt, til tider så gennemskinneligt sart som Ikea’s molprikkede bomuldsvoilegardiner, og at tilværelsen kun for ganske få står på den rigtige uddannelse, karriere og partner, nemme, neurotypiske børn med lyse sind, raske forældre, der sover ind, mens du er langt nok i karriere og familie, til at du selv havde mulighed for at passe dem i den sidste tid, der i øvrigt ikke blev for lang, og de heldige, rettidige, men lækkert tilfældige beslutninger truffet på boligmarkedet, der bare lige gjorde det hele det nemmere.
Ikke alting giver mening, stemmer med ens hero’s journey eller fører til større indsigt, mere frihed eller for den sags skyld bedre sex, mere LOL, mere life. Ugen består jo mest af hverdage, ifølge DMI er der i gennemsnit 171 danske regnvejrsdage om året, og inflationen tillader færre og færre instavenlige pastadates på Mangia.
Og det er her, mit råd ligger: Jeg nægter at udsætte dig for Dan Turèlls hverdagsdigt, men jeg tror, der findes to slags mennesker: dem, der kan finde ud af at sætte den ene fod foran den anden i retning af blivende, stabil forandring, og dem, der ikke kan og i stedet længes efter det næste vilde, uventede, overvældende, det (eller den), der slår benene væk under dem, men samtidig genopretter balancen.
Jeg har selv aldrig været en hverdagsperson, og jeg er begyndt at forstå, at det er en kæmpe brist. Og som en, der arbejder med bøger, er jeg så uendelig pinligt berørt over at bringe ord fra en damn god bestseller-mindfullness-guru, Jon Kabat Zinn, men altså:
»Lige meget hvor du går hen, er du der«.
Alt det andet er på en måde midlertidigt, men du skal helt sikkert hænge ud med dig selv resten af livet. Hvad kan du godt lide? Hvornår glemmer du tiden og kommer i flow? Ser på dig selv med varme øjne? Gør det, gør det, gør det. Stop med at læse beskeder på Tinder, hvis det keder dig. Læs bøger, se film, lav frivilligt arbejde, svøm i havet, læg rent sengetøj på, og mærk dets københavnerkalkede sprødhed, nørd din søvn, træk vejret dybt.
Hver dag er på en måde en bytur – og ja, du kan godt indtage det floor alene.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære utålmodige
Nogle gange skal man halse efter sit hjerte, som den løbske slædehund, det kan føles som. Andre gange skal man tage sit hjerte under armen, som den chihuahua med bagbensgigt der skal hjælpes op ad trapperne, det også kan være. Du er lige nu i sidstnævnte kategori, du skal ikke følge dit hjerte, du skal tage dig af det.
I hvert fald dit romantiske hjerte, men hvad med dit interessehjerte? Ikke ’hvor går jeg hen for at møde nogen?’, men ’hvor kan jeg møde mig selv?’. Ja, det lyder irriterende, men sådan er det. Den nemmeste måde at udsætte sig selv for andre mennesker på er ved at have det sjovt, mens man gør det.
40 må ikke være et isolationsfængsel. Du må gerne gå alene i byen, men alkohol er ikke den eneste vej til en ven. Jeg fornemmer, du gerne vil have en snydekode ud af ensomheden, grovkornet kan jeg svare:
Få en hund eller en hobby. Vær interesseret i noget, det er de mest interessante mennesker.
fortsæt med at læse
