En tilfældig dag på kontoret kunne jeg tælle til fire hjertehalskæder, en af dem hang på mig. I månedsvis har jeg stille tænkt, at der var mange, der bar hjerter uden på tøjet, og den dag blev jeg overbevist. De fire hjerter var forskellige, et var en gammel gave, der nu blev fundet frem, et var hjemmelavet, mit var købt brugt, og et var et nyt hjerte fra de bedste veninder.
De fire hjerter var gnisten, der satte gang i det bål, der er centeret for mønstergenkendelse i min hjerne (undskyld, hvis jeg opdigter noget, neuroeksperter). Jeg tror på, at en mellemstor overanalyse er noget af det tætteste, vi kommer på sandheden, når det kommer til, hvad stiltendens egentlig er. Og åh, hjertet, hvilken bedre kurv at lægge alle sine æg over i?
I modeverdenen banker hjertet igennem, både Prada og Yves Saint Laurent har (gen)lanceret versioner. Rihanna har båret et i guld fra mærket Lauren Rubinski, og andre popstjerner har også båret hjerter i forskellige størrelser.
Og mens jeg sad og funderede, var der premiere på Sofia Coppolas ’Priscilla’ om Elvis’ kone, som han mødte, da hun var bare 14. I filmens begyndelse bærer hovedrolleindehaveren, Cailee Spaeny, en hjertehalskæde, som filmselskabet bag sammen med en smykkedesigner har sat til salg. Det betyder, at man for 400 dollars (1.280 dollars, hvis det skal være guld) kan få Priscillas bedårende teenagehjerte i en silkesnor. Det ligner et hundehalsbånd og er skingrende naivt og dejligt, og jeg tror, det passer meget godt på nutidens hjertetendenser.
