Endelig. Ibyens brevkasse er tilbage fra en ferie, klar til at lindre de knuste hjerter. Denne uge er filminstruktør og forfatter Tone Ottilie gæsteredaktør.

Jeg gik og ledte efter flybilletter til at besøge min udenlandske flirt. Nu er en fyr kommet i vejen herhjemme

Ro på, kære læser. Nyd, at du ikke er Keira Knigtley i 'Love Actually'. Foto: Pr
Ro på, kære læser. Nyd, at du ikke er Keira Knigtley i 'Love Actually'. Foto: Pr
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Sidste sommer mødte jeg en rigtig sød canadier – vi (begge 30) datede, og han var skøn, og vi havde det simpelthen for nice, også selv om vi vidste, at han skulle hjem til jul, så det hele var med en udløbsdato.

Der kom en lang historie om nogle visumpapirer i vejen. Med to dages varsel blev han sendt ud af Danmark, og endda i oktober, to en halv måned før vores egentlige udløbsdato. Jeg var heartbroken, men kunne ikke finde ud af, om det var en egentlig forelskelse eller mere tanken om ’what if?’.

Vi har holdt kontakten trods ni timers tidsforskel og mange måneder imellem os.Nu står jeg så og overvejer, om jeg skal besøge ham det her efterår. Men mens jeg går og kigger billetter og vender planer med canadieren, møder jeg selvfølgelig en sød fyr herhjemme i København. Og altså vi er på tredje date-stadiet, så ikke sådan ægte seriøst endnu. Men hvad så med Canada?

Hvad skal jeg gøre? Købe billetterne, og så tage et break med dating herhjemme? Date fyr herhjemme og så vente med at købe billetter, til det måske også går i vasken?

Kh

Den Fortvivlede

Gæsteredaktør Tone Ottilie:

Kære Fortvivlede

De vigtigste spørgsmål er: Hvad vil du – og hvad tør du?

Jeg synes ikke, du behøver vælge mellem de her to mænd lige nu. Selvfølgelig behøver du ikke være monogam over for en mand i Canada, som du ikke er kærester med, men du behøver da heller ikke slå op med ham, fordi du har været på tre dates med en fyr, du slet ikke kender endnu. Jeg synes i stedet, du skal give dig selv lov til at udforske, hvad dig og de her mennesker kan være sammen og prøve at holde din egen hånd, når det føles, som om det hele (som du selv skriver) »måske går i vasken«.

Jeg er selv hundeangst for kærlighed, mere end noget andet, så jeg forstår rigtig godt, hvis det også er tilfældet for dig. Men jeg tror meget på, at man er nødt til at være modig nogle gange og kaste sig ud i noget, der måske ikke er logisk i hovedet, hvis det føles rigtigt i maven.

Når jeg læser dit brev, får jeg det lidt, som om du spørger om tilladelse. Så her følger den tilladelse: Tag til Canada.

Du beskriver den her særlige forbindelse, du fik med canadieren, selv om du vidste, han skulle væk. Har du overvejet, om det var netop det, at der var en udløbsdato, der gjorde, at du kunne lukke ham ind? Jeg spørger, fordi du beskriver, hvordan du pludselig får interesse for en anden mand, netop som du skal til måske at tage et stort skridt i relationen til canadieren. Måske er det ikke helt tilfældigt?

Selv hvis vores bange hjerne har svært ved at sænke paraderne, er kærligheden, om end frygtindgydende, sommetider det hele værd. Det skal du ud og finde ud af.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Fortvivlede

Nogle gange skal et hjerte på et eventyr, og sådan en gang tror jeg, vi står med her. Ja, man skal opføre sig ordentligt og tænke sig om, men man skal også bestille en billet, inden de bliver for dyre, og man ikke orker, fordi der også var en elregning, der var lidt stor.

Du har næret en relation i over et år, og nu er det på tide at smage på frugten. Det kan være, det ikke skal være jer, men så har du fået et stempel i passet og lidt at underholde med til julefrokostsæsonen.

»Jeg tog til Canada for kærligheden, og alt jeg fik var poutine og fladlus«.

Men husk en god pakkeliste. Ud over gode vandresko skal du huske, at forelskelsen nogle gange har for gode kår, når man rejser. Hvis du først kigger på nogle skovsøer og så hans øjne, så er der risiko for unødig sammensmeltning af de to. Kærligheden er også hverdagen og København og B-skat, men den tid, den told. Held og lykke og god tur.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her