Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære kærlighedsbrevkasse
Jeg er en kvinde i slutningen af 20’erne. Efter halvandet år på datingmarkedet har jeg endelig fundet en fyr, som jeg synes er tålelig (for sjov). Der er dog ét problem. Vi er meget forskellige steder i livet. Selv om jeg kun er to år ældre end ham, har jeg været i en del længerevarende parforhold, boet med en kæreste, har mange venner med børn og har oplevet det bedste og det værste fra datingmarkedet. Han har ingen af delene.
Derfor har vi også snakket om, at vi er meget forskellige steder – og ingen af os kan rigtig ændre det sted i livet, vi er. Er jeg idiot at blive i sådan et forhold, når mit biologiske ur tikker? Eller skal jeg slappe af og tro på, at det også kan ændre sig for ham? Og hvor længe synes I, at man kan strække den, hvis man ikke vil spilde hinandens tid?
Mvh den modne
Gæsteredaktør Maja Lucas:
Kære den modne
Al respekt for biologiske ure og nøgterne analyser – men du skriver ikke meget om, hvori problemet egentlig består. Hvis han klokkeklart har afsværget børn, og dine æggestokke er ved at flyde over, så har I et problem, men er fronterne bare en anelse blødere, kan jeg ikke se, at der er tale om tidsspilde. Især ikke, hvis I har dejlige følelser for hinanden.
Kærligheden er en proces, en finden ind til hinanden. Nogle gange er det de umage par, som får størst fornøjelse af hinanden. Måske har han brug for en erfaren kvinde som dig for at komme ud over rampen og sige JA til parforholdet? Måske har du brug for en tryg og renhjertet favn, som han kan give dig, i stedet for flere forråede typer fra datinglivet? Selvfølgelig er det ikke sikkert, at I ender samme sted, men kærlighed kan flytte en. (Da jeg mødte min mand, følte jeg mig kun 60 pct. sikker på, at jeg ville have børn – men hvor er jeg dog glad for, at vi fik det).
Hvor længe denne proces bør vare, aner jeg ikke. Til gengæld tror jeg, at din krop og underbevidsthed siger fra, hvis du bliver træt af at vente. Jeg tror ikke, du skal være bange for at spilde tiden. Så længe du lytter til dine følelser, både de positive og de negative.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære den modne
Jeg er jo pedantisk, og er derfor nødt til at anholde nogle ting i dit spørgsmål. Tanken om at »spilde hinandens tid« i et parforhold får det til at løbe optimeringskoldt ned ad ryggen på mig. Livet og kærligheden og alt det andet er sgu ikke til for at være effektivt, nyd det sjove og vær ikke bange for det grove. Hvis han kommer 40 minutter for sent til alle jeres aftaler, så spilder han din tid. Hvis han elsker dig med en masse tvivl, så gør han ikke.
Og så det biologiske ur. Æggestokkene som et damoklessværd er virkelig tegn på, at staten lykkedes med de der »har du talt dine æg i dag?«-kampagner, som vi alle havde så travlt med at grineudskamme.
Jeg har ikke en fødedygtig krop, så jeg kan ikke tale fra en erfaring. Men altså, jeg tror virkelig på, at det dommedagsur er et, vi alle sammen er med til at dreje i gang. Det er ikke kun biologisk, men lige så meget kulturelt betinget skam og savn, der er givet alt for meget magt over os. Det er blevet så uren en beslutning at få eller ikke få børn, jeg forstår godt, at det tynger.
Jeg kan ikke sige, om du skal blive eller ej, men jeg kan sige: Der er og skal være mange måder at sætte børn i verden på, at lave og have familie. Jeg tror, du har tid at spilde endnu. Og hvis det svar skærer dig helt enormt i ørerne, så er det, fordi du ikke har, og så har du til gengæld dit svar.
Elsk og slap af, det siger jeg som et håb, ikke en ordre.
Har du et råd til læseren eller en tanke, du vil dele? Skriv det i kommentarfeltet herunder.
fortsæt med at læse
