Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er desværre holdt op med at tro på, at man kan møde et menneske, i mit tilfælde en mand, hvor det slår fyrværkeriklik med det samme. Og da jeg gerne vil have en kæreste, vil jeg gerne vide, hvordan man dater bedst.
Jeg har datet alt fra tømrere til fire forskellige årgange på Arkitektskolen, og jeg synes at kunne mærke, at det hjælper at være mystisk: altså holde tilbage, være lidt ond, men på en sexet måde.
Men er det nok? Hvad skal jeg gøre for, at folk vil mere end den famøse first date and fuck og så bagefter stilhed og afvisning?
Hjælp.
Kh. den ikketroende
Gæsteredaktør Nynne Oldenburg:
Kære ikketroende
»Jeg hader håb. Man bliver jo altid skuffet«, som min kyniske veninde sagde for mange år siden, og som jeg citerer hende for i mange sammenhænge. Det er i øvrigt samme veninde, som på omtrent samme tidspunkt i livet en morgen ringede til mig og sagde:
»Har du læst Politiken i dag? Tjek lige forsiden … nu har de KRAFTEDEME sat kvinders levealder op IGEN!«.
Klog kvinde, med andre ord.
Dengang var hun ung og ulykkelig. Blandt andet fordi hun havde datet en lang række trælse typer og troede, at det ville fyre op under dem, hvis hun var mystisk, holdt tilbage, var lidt ond, men på en sexet måde.
Det virkede kun på den måde, at hun havde det ad helvede til. Det tog alt mod på mandefronten fra hende. Indtil for 10 år siden, da en 80-årig mandlig ven (som jeg i øvrigt havde spurgt hende, om hun dog ikke bare kunne gifte sig med, men han er død nu, så det var nok godt, at hun ikke gjorde det) introducerede hende for sin nabo.
En dejlig mand i sin bedste alder, som hun nu har været lykkelig sammen med i 10 år. Og overhovedet ikke spiller mystisk over for. Til gengæld fortæller hun ham ikke alt om sig selv. Hun skriver hemmelig dagbog i stedet.
Min pointe er, at man hellere må være ægte kynisk end kikset mystisk. Tro på det.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære ikketroende
Jeg kender ALT til drømmen om at være mystisk. At være en seddel på køkkenbordet, efterladt mens den anden sov, hvor der står noget kryptisk a la: ’Tak for i går. Husk paraply i dag, der er noget i luften’.
Men tit er forceret selvmystik egentlig bare ikke at turde satse, ikke at turde være tydelig. At lade, som om man ikke sidder med den sorteper, der er romantiske intentioner. Desværre er det bare sådan, at mænd hverken kan multitaske eller gennemskue ordknaphed, og at man ikke får en kæreste ved at lade, som om man ikke vil have en.
Hmm, hvordan dater man bedst? Det er partikulært, så jeg vil hellere tage fat i den terapeutiske krog, der hedder: Hvorfor har du brug for at holde tilbage, være ond? Det er svært at give los, hvis foden ikke bliver løftet fra bremsen. Hvad er du bange for, at de andre gør? Ikke elsker dig? Verden er primært befolket af folk, der ikke skal forelske sig i én.
Det er den trætteste sandhed, men man er svær at elske, hvis man ikke elsker sig selv. Man skal kysse mange frøer inde i sig selv, før man kan finde prinsen. Nej, man skal ikke være perfekt, før man finder en kæreste, men man må ikke se sig selv som en byrde, nogen andre skal bære.
Din liste af mænd er primært mænd, der laver huse. Ser du dig selv som en tom grund, nogen skal bygge på? I så fald får jeg lyst til at sætte ejendomsværdien op.
Stop med at se dig selv som et mystisk hul i jorden, andre skal komme og fylde ud. Hold op med at være ond, det får man sådan nogle tunge rynker af. Lad være med at holde tilbage, det får man åndelig forstoppelse af.
Gå ud, og mød nogen, men start med at møde dig selv, sådan virkelig.
Har du et råd til læseren eller en tanke, du vil dele? Skriv det i kommentarfeltet herunder.
fortsæt med at læse
