Der er stadig et par uger til, at Sort Samvittighed har premiere på ’Tove Tove Tove!’, deres hyldestforestilling til Tove Ditlevsen og hendes værker.
Men du kan faktisk fortabe dig i Vesterbro-forfatteren og hendes tragiske livshistorie allerede på lørdag, når guiderne fra Byvandring Nu inviterer på en gåtur rundt i det København, der blandt andet inspirerede Ditlevsen til klassesætsklassikeren ’Barndommens Gade’.
Byvandringen starter ved Rådhuspladsen klokken 12 og bevæger sig så baglæns ned gennem Tove Ditlevsens liv – fra selvmordet en forårsdag i 1976 over skilsmisserne, psykoserne og pillerne til livet som fattigdomsunge i 1920’ernes København.
Det er Tove Ditlevsen selv, der undervejs fortæller sin egen historie – gennem digte, romanuddrag og brevkassesvar fra Familie Journalen, som vil blive læst op.
Turen slutter kl. 14 i Hedebygade på Vesterbro, hvor Tove Ditlevsen voksede op.
Men dem, der gider, kan tage med over og spise frokost på Klubben, der ligger lige i nærheden og i øvrigt har Tove Ditlevsens Mindehave som baghave.
Det bliver noget med smørrebrød og kolde fra kassen. Og sikkert også en lille sidevogn.
Byvandring: Tove Ditlevsens København. 7. feb. Start ved Rådhuspladsen kl. 12. Mere info på www.byvandring.nu.
fortsæt med at læse




























