Privat/politisk. Her ses den berømte ægteskabsannonce som Ditlevsen indrykkede i avisen efter skilsmissen fra Victor Andreasen. KLIK PÅ BILLEDET FOR FULD STØRRELSE

Privat/politisk. Her ses den berømte ægteskabsannonce som Ditlevsen indrykkede i avisen efter skilsmissen fra Victor Andreasen. KLIK PÅ BILLEDET FOR FULD STØRRELSE

Bøger

Ny Tove Ditlevsen-bog er en skøn og rørende geniscenesættelse

Olga Ravn og Sort Samvittighed står bag bog med glemte Ditlevsen-tekster.

Bøger

Skyldig som mor, uskyldig som datter. Skyldig som kvinde, uskyldig som barn.

Det er den tanke, der stiger op til min bevidsthed, da jeg vågner om morgenen efter at have læst Tove Ditlevsens avistekster til langt ud på natten.

Fantastiske tekster. Vittigt hårdtslående, blidt skælvende, dødsensalvorlige, fjantede, prosaiske og poetiske. Føj, hvor den dame kunne skrive.

De vittigt hårdtslående tekster handler om Ditlevsens voksenliv som forladt kvinde. De blidt skælvende handler om den barndom, der er og bliver kilden til Ditlevsens poesi.

Pigen og kvinden

I et sublimt lille essay møder vi pigen, der henført betragter gadens mennesker fra sin vindueskarm eller i skumringsvandringen blandt dem: den mystiske dame i lang gul silkekjole, de sælsomt ophidsede koner, der står i ismejeriet og gestikulerer med flødekanderne, som var de til politisk møde.

Barnets sikre forventning om engang at blive disse menneskers fortrolige var netop en »umulig barnedrøm«, som det hedder i essayets slutning: »Jeg måtte nøjes med disse pludselige glimt, der kun lader sig aftvinge mennesker og ting, når de ikke ved, at et barn betragter dem«. Og det er så præcis det, der kan skabe helt særlig poesi: det erindrede, usynlige barneblik, der hviler i sin tilbedelse på afstand, forjættet af en drøm om nærhed, der aldrig skal opfyldes.

Det er skiftet mellem de poetiske barndomserindringer og de smerteligt-vittige rapporter fra en voksen kvinde, der har besluttet sig for at gå i hundene, der giver mig tanken om barnlig uskyld og moderlig skyld. At uskyldige piger skal blive skyldige mødre. At man måske kan finde en tilflugt fra moderskylden ved at blive pige igen.

Det er jo ikke, fordi hun egentlig skriver om moderskylden. Men den svæver over tekstsamlingen, ikke mindst fordi kunstnergruppen Sort Samvittighed (!), der står for bogens billedside, i deres forord beskriver, hvordan deres beundrede Tove også skræmmer dem, fordi de er »opdraget til at holde ud og tage ansvar«.

»Voksebarnet«

Pigedrømmen om et voksenliv med mange venner spadserende ind og ud af et rummeligt hjerte kontrasteres tragikomisk af den forladte kvindes hundeliv: »Naturligvis får man ingen gæster, når man ligger i sengen hele dagen og drikker og har sit hus med at skjule flaskerne for voksebarnet, der jo alligevel ved alting«.

»Voksebarnet« er så det ord, der får mit moderlige mellemgulv til at snøre sig sammen og en utrøstelig moderlig pigegråd til at stige op. I det ord ligger – gør der ikke? – en moderlig samvittighed.

Rapporterne fra hundelivet rummer i øvrigt kærlige og kostelige skildringer af Sct. Hans som et fristed befolket af med-lidende, hvor den alkoholhærgede patient efter tre års skrivestop pludselig får voldsomt gang i tasterne igen, selvom hun godt nok har svært ved at ramme dem med sine rystende fingre.

Som brevkasseredaktør er Ditlevsen bedst, når hun er mest uforskammet. Faktisk bliver hendes brevkassestemme først rigtig forløst, da hun i essayet ’En sibylles bekendelser’ giver los og skriver, hvad hun virkelig har lyst til at svare.

Til »alfabetpigerne« (dem, der ikke kan finde ud af, om de skal vælge manden A, B eller C): »Græd I jer kun trygt længere ind i alfabetet, til I støder på den idiot, der for alvor vil give jer grund til at sørge«.

Til »lommedykkeren« (den jaloux kvinde, der gennemroder mandens lomme): »Smid støvsugeren, fjern papillotterne, skru protesen fast, drik Dem en lille skid på sammen med murmeldyret og vær frem for alt en smule mere villig i sengen«.

Til »drankerkonen«: »Med Deres frelsermentalitet ville De omgående finde en ny dranker eller psykopat, hvis liv De kunne forpeste med alle Deres dødssyge moralprædikener«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det private er politisk

Det er Olga Ravn, der har samlet og udgivet Ditlevsens »glemte tekster«. Olga Ravns debutdigtsamling bar undertitlen ’Pigesind’, og hendes nyligt udkomne roman, ’Celestine’, kan med ungpigespøgelset som central figur siges at udfolde et kendt vers af Ditlevsen: »Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø«.

Ravns valgslægtskab med forfatterinden har længe været mere end antydet. I sit forord betragter Ravn Ditlevsens avistekster som eksemplariske for hendes udviskning af grænsen mellem kunst og liv, hendes leg med sig selv som litterær figur.

Ditlevsen skriver i avisen om sit eget misbrug, sin søskendejalousi ved broderens død, sågar sit selvmordsforsøg. Hun indrykker en ægteskabsannonce, da Victor Andreasen har forladt hende, og siden skriver hun sin egen nekrolog. Ravn skriver rammende: »Det sker alt sammen for øjnene af avislæseren. Ved siden af børsnoteringer og politiske skandaler«.

Denne plæderen for, at det personlige menneskestof kan være mere breaking news end de seneste bulletiner fra den økonomiske og politiske offentlighed, har min sympati.

Det private er politisk, sagde rødstrømperne. Grænsen mellem liv og kunst må ophæves, sagde avantgardisterne. Uden at bekende sig til nogen af bevægelserne efterlevede Ditlevsen disse paroler i sin praksis. I en nøgtern og bevægende lille notits skriver hun, hvordan det først var, da hun besøgte Anne Franks hus i Amsterdam og på væggen bemærkede et ugebladsbillede, hvor Greta Garbos mund var tegnet op med rød farveblyant, at hun forstod realiteten i mordet på 6 millioner jøder: »Kun gennem min egen sort kan jeg optage en dråbe af verdenssmerten i mit kredsløb«.

Den røde Greta Garbo-mund bliver et genkommende emblem i de iscenesatte genopførelser af Tove Ditlevsens multiplicerede skikkelse, som fotograferet af Sofie Amalie Klougart illustrerer bogen.

Tættere på drømmebogen

Hvad Ditlevsen end skriver om, mærker man i hende det, hun beskriver som forfatterens primære drivkraft: »Den brændende trang til at udtrykke sig selv i sætninger, der går fra melodi til melodi, ubesværet som et skønt musikstykke«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I en herlig og gakket klumme fremsætter hun sin poetik i form af drømmen om en handlingsløs bog i så umuligt et format, at den vil blive fejlanbragt på en bibliotekshylde med faglitteratur, hvor en ung mand i et fremtidigt kvindedomineret samfund ved et tilfælde vil finde den og få sin digterdrøm vakt til live.

Med denne skønne geniscenesættelse af Tove Ditlevsens stemme og skikkelse har Olga Ravn, Sort Samvittighed og Sofie Amalie Klougart taget et skridt nærmere realiseringen af Toves drømmebog.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce