Blikket glider hen over montren med dens parade af sirligheder. Dér et mikro-matterhorn af en marengsdrøm med lyserødt pulversnedrys, så en sart koralcreme samlet i en blød, snehvid ring og ved siden af en cirkelrund, slikkepindsstribet medalje.
I Ryesgades stille korridor bag Peblinge Dossering ligger en broget stribe af beboelsesejendomme, en tankstation, en Irma og sørme også en vinbar og en Riccos kaffebar. Den sidst tilkomne i gaden er en særlig bager med det specielle navn Leckerbaer, der lyder som ’lækkerbager’, men er sammensat af det schweiziske ord for lækker og indehaverparrets efternavn, Bär. Og det er et sted som intet andet i kongeriget. Leckerbaer satser butikken på småkager og det af en helt særlig støbning og med en æstetik, der løfter de klejne værker op i en kategori langt, langt over den slags, man selv fylder i dåser, når ellers højtiden kalder på det.




























