Gongong: Festival skifter navn og får international profil

Jomi Massage optræder med Athelas. Forvent nye toner og nye vibrationer.
Jomi Massage optræder med Athelas. Forvent nye toner og nye vibrationer.
Lyt til artiklen

Nyt navn og et lidt andet indhold præger fra i år festivalen, som siden 2006 har kaldt sig Wundergrund.

Nu er det under navnet G((o))ng Tomorrow, man kan finde festivalens præsentation af overraskende musik og lydkunst på tværs af genrer. Samtidig med navneskiftet er programmet blevet mere internationalt, end det tidligere har været.

»Vi tænkte over, hvordan vi skulle markere det 10. år for en festival, der har til formål at præsentere den nyeste musik. Vi syntes, at et navneskift var en god måde at tage hul på et nyt kapitel i festivalens historie på«, siger festivalleder Thorbjørn Tønder Hansen.

Det nye navn er inspireret af instrumentet gong. Festivalen G((o))ng Tomorrow er udstyret med parenteser for at illustrere de vibrationer, som instrumentet gong giver. En gong – som signalinstrument ofte kaldet en gongong – kan give en meget kraftig og fyldig lyd. Gongen bruges ofte i ny musik, siger Thorbjørn Tønder Hansen.

Det nye navn ligger helt bevidst sprogligt tæt op ad et andet udtryk: »Som ordspil er g((0))ng tomorrow tæt på gone tomorrow. Det giver mening, fordi vi tænker, at det er nu og her, man skal opleve den nye musik. Den skal opleves live i nuet. I morgen vil det være noget andet, der er det nye«.

Lars Top-Galia fra Sort Sol guider til festivalen G((o))ng Tomorrow

Inspiration fra Libanon og Japan

I år er der masser af international inspiration på programmet. F. eks. får København besøg af libanesiske musikere. Under en rejse til London oplevede Thorbjørn Tønder Hansen mellemøstlige navne live og blev inspireret til at hente nogle fra Beiruts p.t. meget spændende musikscene hertil. G((o))ng Tomorrow præsenterer også japansk musik, der ikke før har besøgt Danmark og et samarbejde mellem kroatiskdanske Zlatko Buric og musikere, der bor i Kroatien.

Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen har kunnet opleves live i en eller anden konstellation siden første halvdel af 1990’erne.

Når hun optræder på G((o))ng Tomorrow, bliver det dog sammen med det nyklassiske ensemble Athelas med nye kompositioner.

Derfor kan hun stadig være et hovednavn på en festival, der viser det nyeste nye, siger Thorbjørn Tønder Hansen: »Jomi Massage har aldrig før optrådt med et ensemble, der er dedikeret til den nye klassiske musik. Det har vi bedt hende om at gøre ved denne lejlighed«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Ibyen, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her