Inden det bliver 8. marts, og kvinderne løber med al opmærksomheden, skal det for en stund handle om mændene. Det er den københavnske litteraturfestival KBH Læser, som fra fredag sætter fokus på det, som vi ikke rigtig kan blive enige om, om er det stærke eller det svage køn.
Over ti dage vil byens biblioteker, museer, boghandlere og kulturinstitutioner kamme over af oplæsninger, diskussioner og andre arrangementer, som på en eller anden måde sætter fokus på mandeliv.
Bestil et digt
For eksempel kan du på festivalens åbningsdag tage omkring morgenværtshuset Diligencen, hvor Golden Days tager forskud på årets festival om 1970’erne med morgenarrangementet ’Gamle mænd, gammel lyrik og Gammel Dansk’, som består af en times tekstnær Dan Turèll-læsning dirigeret af litteraturkritiker Lars Bukdahl. Publikum får udleveret deres eget lyrikhæfte med Dan Turèll-tekster, og så er der i øvrigt Gammel Dansk ad libitum, så det er bare med at møde tørstig – eller måske bagstiv - op.
Torsdag i næste uge, kan du tage omkring baren Din Nye Ven i Pisserenden, hvor digteren Rikke Oberlin Flarup udover at læse op af sin digtsamling ’Selskab af mænd’ også tilbyder digte on demand om en mand, du kender. Send et mandenavn og tre stikord til hende på forhånd på roflarup@gmail.com – så er du måske en af de heldige.
Romantiske mænd
Samme dag kan du spise scones, drikke te og høre om Mr. Darcy og de andre mænd fra Jane Austens ’Fornuft og Følelse’ i Perch’s Tea Room. Eller du kan tage til salon om den romantiske mand i en lejlighed på Istedgade, hvor blandt andre forfatter og dramatiker Tomas Lagermand Lundme og digter og skuespiller Casper Sloth byder velkommen. Du bedes efterlade dine sko udenfor døren, inden du går ind på gulvtæppet.
Lørdag i næste uge kan du tage ud til Republique på Østerbro, hvor de iscenesætter dele af Christina Hagens digtsamling ’Boyfriend’ med skuespilleren Danica Curcic.
Eller du kan vælge noget helt andet. Der sker nemlig meget mere ved KBH Læser. Se selv programmet på hjemmesiden.
KBH Læser. 26. feb.-6. mar. Rundt omkring i Kbh.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter