»Det er New Look«: Nationalmuseet inviterer dig med tilbage til 1940'erne

SORTHVID. 'Ridderfalken' med Humphrey Bogart og Mary Astor er på programmet til NatNight. Foto: CPH Pix
SORTHVID. 'Ridderfalken' med Humphrey Bogart og Mary Astor er på programmet til NatNight. Foto: CPH Pix
Lyt til artiklen

Kan du huske den scene i det allersidste afsnit af ’Matador’, hvor krigen er slut, Marshallplanen er vedtaget, og Ellen Skjern kommer hjem fra Paris iført rosa spadseredragt med matchende sko og pilleæskehat?

»Skal man nu se sådan ud?«, udbryder Ingeborg Skjern, da datteren snurrer rundt, så nederdelen danser.

»Det er new look!«, svarer Ellen.

»Ja, det tør siges!«, lyder det tørt fra hendes far, som dog alligevel er solgt, inden scenen er ovre. Og så går der ikke lang tid, før der også er brusende skørter på bøjlerne hos Skjerns Magasiner.

Da Christian Diors new look kom frem i 1947, markerede det et skift i den måde, fine damer så ud på. Hvor Anden Verdenskrig havde været lig med gråt uld og smalle silhuetter, var lækre stoffer nu ikke længere noget, man behøvede at spare på. Nu måtte der gerne gå flere meter stof til en enkelt nederdel.

Prins Hamlet inviterer til renæssancetaffel på Kronborg

New look tegnede i den grad den sidste halvdel af 1940’ernes mode, så selvfølgelig kommer looket til at fylde en del, når Nationalmuseet fredag inviterer til NatNight – museets kloge fredagsbar, der denne gang handler om det årti, som ud over new look gav os Humphrey Bogart, lindy hop og swingmusik. Nå ja, og en verdenskrig.

Kamme, curlere og Bogart

Til NatNight kan du høre om både krigen og det nye look, når museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen holder foredrag om 1940’erne, sådan som de så ud i netop ’Matador’.

Du kan også lægge 25 kr. og blive stylet som Rita Hayworth eller en af 1940’ernes andre filmdivaer, når frisør og makeupartist Nina Massara står klar med kamme, curlere og læbestifter i forhallen. Samme sted har pigerne fra A Touch Of Vintage indrettet en pop-up-butik med kjoler, der ligner dem, din bedstemor havde på, da hun gik til fest i 1940’erne.

Tove Ditlevsen var nærmest en rockstar

Der er også 1940’er-kjoler på programmet, når etnolog Frederikke Heick to gange i løbet af aftenen inviterer til modeshow med mange forskellige stilarter fra årtiet.

Du kan også lære at danse lindy hop, se Humphrey Bogart i detektivfilmen ’Ridderfalken’, se teatergruppen Impro Comedy Copenhagen fortolke kendte sange eller historier fra 1940’erne eller komme på omvisning i Nationalmuseets særudstilling ’De hvide busser’ til NatNight, der starter kl. 16.

NatNight. 18. mar. kl. 16-22. Nationalmuseet, Kbh. K.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her