Forening. I haven sidder biografgængerne og taler bl.a. om hvor de har hørt om BIOgrafen. Foto: Lasse Kofod
Foto: Lasse Kofod

Forening. I haven sidder biografgængerne og taler bl.a. om hvor de har hørt om BIOgrafen. Foto: Lasse Kofod

Byliv

I småhemmelig biograf på Islands Brygge hilser alle på hinanden før filmen

BIOgrafen i haveforeningen Nokken på Islands Brygge viser anderledes film.

Byliv

»Holder du lige øje med katten«, spørger Nønne K. Rosenring ud ad døren sin mand, inden hun i skæret fra et enkelt lys i en stage præsenterer sin egen film ’Stodderbarn’ for de 10 mennesker, der sidder parat til at se den i et skur i en baghave i Haveforeningen Nokken på Islands Brygge.

Katte går deres egne veje og opsøger rare steder, og Nønne K. Rosenrings kunne sagtens finde på at mase sig forstyrrende ind under visningen af ’Stodderbarn’. Forståeligt nok.

Her i skuret, hvor der kun er plads til 10 publikummer foran lærredet, sidder vi tæt og varmt sammen en aften. Uden sko på. Dem tog vi af ved indgangen, da vi fandt vores pladser i BIOgrafen, som Nønne K. Rosenring og hendes partner, Sidsel Becker, kalder deres kun 3 måneder gamle biograf, der er baseret på gaveøkonomi og viser eksperimenterende film.

Hvad gør det ved vores oplevelse, at vi er så få mennesker, der ser filmen sammen? Og at jeg er til stede ved alle visningerne af min film?

Med BIOgrafen går Nønne K. Rosenring og Sidsel Becker deres egen vej uden om markedsøkonomien, der ellers er styrende i det danske landskab af biografer.

De har skabt et mikrosted for visning af film, der sædvanligvis ikke vises i Danmark. BIOgrafen er for dem et laboratorium, der arbejder med at »vise film på nye platforme og bruge andre distributionsmåder«, som Nønne K. Rosenring sagde inden visningen af ’Stodderbarn’:

»Filmbranchen er stivnet i bestemte ideer om, hvordan man distribuerer film, og hvordan man driver biograf. Jeg vil gerne være med til at skabe mere af den mangfoldighed, jeg selv har savnet i de mange år, jeg har arbejdet med film«.

Eftersom BIOgrafen stadig blot er få måneder gammel, er hver eneste filmvisning stadig en oplevelse for Nønne K. Rosenring og Sidsel Becker. Inden selve filmvisningen har de taget imod de mennesker, som har meldt sig til visningen via nettet.

En anden oplevelse

En efter en fandt vi vej til den have på Nokken, hvor skuret ligger omgivet af et frodigt kaos af grønt og ved siden af en bålplads. Vi er så få, at det ville virke underligt ikke at hilse pænt på de andre, der skal i biografen. Før vi tog skoene af og satte os i sæderne i biografen, har nogle småsludret om, hvor de har hørt om BIOgrafen, hvor anderledes entreen til denne her biograf er og for nogles vedkommende, hvor de kender Nønne fra.

Her er intet billetsalg, ingen popcornmaskine og heller ikke samme anonymitet som i en biograf drevet på markedsvilkår.

»Ingenting må koste penge her. Vi gør det efter de forhåndenværende søms princip, som jeg i det hele taget holder meget af. Og det er spændende at se, hvad man kan ved hjælp af sit netværk, og hvad man kan bruge biografrummet til, når man skaber det anderledes. Hvad gør det ved vores oplevelse, at vi er så få mennesker, der ser filmen sammen? Og at jeg er til stede ved alle visningerne af min film? Sker der noget andet i relationerne imellem os?«, siger Nønne K. Rosenring.

Hun taler om, at BIOgrafens måde at møde publikum på giver en »udvidelse af værkoplevelsen«, og der er også en meget tydelig fornemmelse af de andre gæsters og af hendes tilstedeværelse, da stearinlyset pustes ud og ’Stodderbarn’ begynder.

Kærlighedshistorie til en far

Nønne K. Rosenrings filmiske kollage ’Stodderbarn’ er et personligt værk, hvor hun blander spillefilmsscener, reportageoptagelser fra en rejse og dokumentaroptagelser af hendes egen fødsel af datteren Le med stumper og stykker af klip, der kredser om den far, hun kendte i kort tid, inden han døde i 2007.

Bevidst har instruktøren undgået at søge støtte i Det Danske Filminstitut, hvor støtte og filmudvikling er i hænderne på subjektive konsulenter. I stedet er ’Stodderbarn’ støttet af Dansk Journalistforbund, Danske Filminstruktører og Statens Kunstfond.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun voksede op hos sin mor. Hendes far var landevejsridder, og i en del af filmen opsøger hun nogle af dem, han gik på vejene sammen med. ’Stodderbarn’ handler om misbrug, men også om frihed, livsglæde og kærlighed. I en scene er der et billede af hendes far, da han var død. »Der er en stor dødelighed i det her fag«, siger en af hans venner, som en dag skiftede sit job som præst i Lindevangskirken ud med et liv på landevejene, hvor ingen slavepiskere hersker.

’Stodderbarn’ er en stærk kærlighedserklæring til andre måder at leve livet på end den, hvor vi løber rundt som hamstere i et hjul for at opfylde institutionaliserede regler og normer uden at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Vagabonderne, stodderne, ridderne og spritterne i filmen er på mange måder misundelsesværdigt frie, bortset fra at mange af dem tydeligvis sidder i et fængsel af stofafhængighed, hvad Nønne K. Rosenrings far, af vennerne kaldet Solen, fortæller helt nøgternt om i et klip i filmen fra engang, da han blev interviewet af elever fra en 9.-klasse.

»Ærlig. Den film har en helt særlig ærlighed«, siger en kvinde, nogen tid efter at filmen er færdig og vi igen har sat os rundt om bålet.

Her småsnakker enkelte, men de fleste af os sidder i vores egne tanker. Sammen. Før vi hilser farvel. Også da, efter filmen, er det en særlig oplevelse at være i BIOgrafen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN