Når han er hernede, føler han sig hjemme. Blandt vennerne på Ingolfs Kaffebar ude på Amager. »Where everybody knows your name«, som de sang i ’Sams Bar’.
Selv på sådan en stille formiddag er her fyldt til randen med unge og krøllede øko-hipstere og samtaler, der bobler med latter, mens der drikkes kaffe og spises ostemadder. Selv står han, Peter Sommer, og snakker med sine kammerater i et hjørne. Hygger sig. Men vi når kun lige at mødes, før han tager sin hat og sin jakke og gør klar til at komme væk.
»Nå, vi skulle også videre, skulle vi ikke?«, siger han og vinker farvel til vennerne.
For Peter Sommer gider ikke, at det hele skal være så sikkert og forudsigeligt. At billederne af ham igen skal være sådan noget, ’trubaduren hygge-gemmer sig på mørk bar bevæbnet med en kæk smøg og en kold øl’. Så vi tager ud. Væk fra det trygge.
