Det sjove er, at jeg lavede åbningsforestillingen ’Kridt’ til Takkelloftet i det her rum. Det er pudsigt at komme tilbage«.
Tim Rushton står i Operaens tomme dansestudie på 4. sal og suger stille rummet til sig. Øjnene funkler, mens han lader blikket glide hen over det blanke dansegulv, den lange balletbarre, spejlvæggene, tagvinduerne og det store vinduesparti, som kaster generøse mængder dagslys ind i salen. Om få dage er hele herligheden hans, når den herboende britiske koreograf og kunstneriske leder af Dansk Danseteater flytter fast ind i Operaen sammen med sit dansekompagni, og med sig slæber Tim Rushton en flyttekasse propfuld af visioner.
»Jeg synes, det er vanvittig fantastisk, at vi flytter ind her, fordi vi er det allerførste moderne kompagni, som har til huse på nationalscenen. Det er virkelig en ny epoke og en anerkendelse af vores genre«, inviterer han indenfor, da vi mødes til en rundvisning på hans nye arbejdsplads.
Tidligere har Dansk Danseteater haft adresse på Folketeatret og senest i Dansehallerne i Carlsberg, men indgår fra 1. februar i et permanent lejemål på Det Kgl. Teater. I den forbindelse får kompagniet Takkelloftet som fast scene to måneder om året, men fortsætter i øvrigt som en selvejende institution.
Aftalen mellem Dansk Danseteater og Det Kgl. Teater faldt på plads, da kompagniet stod til at skulle flytte ud af Dansehallerne og ledte efter nye lokaler, som kunne være med til at give Dansk Danseteater et tiltrængt boost. De ønskede faciliteter fandt Tim Rushton her i Operaen, og lykkeligvis bød Det Kgl. Teater med glæde deres nye lejere velkommen.
Danseforestilling i Operaen varsler godt for fremtiden»Jeg synes, der er en enormt sympatisk energi herinde. Vi er simpelthen så glade for, at vi har tagvinduerne, for selv på en gråvejrsdag som i dag er der lys herinde. I de lukkede studier kan man hurtigt føle, at man er inde i en cave«, siger Tim Rushton og peger op mod salens ene hjørne. »Kan du se, der kommer støv ud til sangernes stemmer?«. Han smiler benovet.
Omringet af kunsten
»Hele idéen med Carlsberg er, at man er en del af sit eget miljø, og det er meget positivt, men her er det positive, at alt fungerer, og at man har kunst omkring sig både nat og dag. Det er vigtigt for selvforståelsen og for troen på vigtigheden af ens fag. Hvis man konstant er isoleret, kan man nemt tænke: Hvad er det nu, jeg laver? Betyder det noget? Her er gulvet lavet specielt til dansere, og der står et klaver i hjørnet. Ja tak, nu kan vi arbejde!«.
Hvad har dit forhold til Operaen været før?
»Jeg har aldrig tænkt, at vi skulle flytte herind. Jeg har sikkert syntes, at det var for de fine. Sådan har det været inde i mit hoved. Det var først, da vi begyndte at se på, hvad der var rundt omkring, og det her sted giver kompagniet nogle rigtig gode muligheder, ikke kun for at stå på egne ben, men også for at sprede os. Her er mange forskellige scener, og hvis jeg synes, vi skal prøve at være på Gammel Scene eller på Operaens Store Scene, kan jeg gå i dialog med teatret. Det giver kompagniet en ro, aktivitet og fleksibilitet, for her er der ikke noget, der dikterer, hvad jeg skal gøre«.
Det giver vel også en større synlighed…
»Ja, en kæmpemæssig synlighed. Til sommer afholder vi et danseseminar, hvor vi inviterer professionelle dansere fra hele verden ind til undervisning, så de bliver bekendte med Operaen og dansk moderne dans. Vi laver også det professionelle udviklingsprogram ’Generator’, som tilbyder tre koreografer et 3-årigt forløb, under hvilket de får lov til at lave tre forestillinger. Undervejs må de gerne lave en forestilling, der går galt, for de får chancen igen. Jeg mener virkelig, at man kun lærer ved at lave dårlige forestillinger, og der kan vi hjælpe dem med at udvikle sig«.
Hvad kan det give den anden vej?
»Jeg er jo selv 53 år, så jeg satser på, at det udklækker flere spændende moderne koreografer, som er i stand til at bruge sådan nogle kompagnier som Dansk Danseteater. De tre års samarbejde skal være med til at skabe nogle relationer. Man skal udfordre sig selv og kunsten, og jeg ville ønske, at jeg havde haft sådan en mulighed, da jeg startede, for det ville have udviklet mig hurtigere og mere bevidst som koreograf«.
Teater Tugt: »Kunst skal være politisk, fordi politikerne bliver mere og mere vattede«Det giver vel også noget til kunstarten, fordi man som koreograf tør tage nogle flere chancer?
»Præcis, og publikum har jo også udviklet sig. Det er meget mere mangfoldigt, åbent, nysgerrigt og oplyst, så kravene bliver større til institutionerne og et dansekompagni som vores. I gamle dage kunne man næsten spille whatever, og der skulle nok komme nogen, men sådan er det ikke i dag«.
Dans kan gå vanvittigt galt
Helt hjemmevant i de kongelige gemakker er Tim Rushton ikke endnu. Både overjakke og halstørklæde hænger troligt på ham under hele rundvisningen, og kroppen tøver stadig lidt, når han drejer om et hjørne eller træder ind i en elevator.
»Jeg farer vild hele tiden«, siger han. »Der er hvide korridorer over det hele, så man skal lige holde øje med, hvilken korridor man nu er i«.
Dybe dirrende toner snor sig langsomt ind i øregangen, da turen fortsætter ind i en mørk smøge. Vi følger musikken, som stiger mere og mere i volumen.
Helt høj bliver den, da Tim Rushton åbner døren ind til Takkelloftet, hvor hans dansere øver på aftenens forestilling ’Vals’. For foden af publikumsrækkerne i den lille sorte teatersal vrider lange atletiske lemmer sig i tank tops og joggingbukser. Bare fødder gnider hvinende mod hvide dansemåtter.
»Det er det, vi kalder for et multirum. For os er det superlækkert, fordi det er intimt og nærværende. Her har vi forestilling to måneder om året, og resten af tiden skal vi spørge, men de er ret fleksible med det. Jeg elsker, at der er sådan en lille black-box scene i det her kæmpe hus«, hvisker Tim Rushton. »Vi går lige denne her vej«. Han lister lydløst videre ud af rummet i dyb respekt for dansernes koncentrerede energi.
Vi ender på den anden side af teatersalen, hvor Takkelloftets lille foyer ligger varm og rå med vægge af sandfarvede kalksten og creme marmorgulv. Også her vælter lyset og udsigten over Københavns Havn ind ad et kæmpe vinduesparti. Over den sorte bardisk larmer Tal R’s kunst. Her kan Tim Rushton holde »en masse konferencer«, og »det er mega fedt«, udbryder han og nikker hen mod teatersalen igen.
Anmeldelse: Pessimistiske 'Sort vand' udspilles i bundløs flot scenografi»Vi har en sen dag i dag, fordi vi har forestilling i aften, så danserne er nok kommet ind kl.12, og så er de her til kl. 23. De øver, øver, øver, øver. Hold kæft, mand«. Han sukker tungt og daler ned ved et af de runde caféborde.
Man viser sårbarhed
Normalt træner hans dansere 5-6 dage om ugen i studiet fra klokken 9-17 med en enkelt times frokostpause. De kreative processer kan være lange og utrygge, og derfor er de fysiske rammer ligeså vigtige for en danser, som en computer er for en skribent, fortæller Tim Rushton.
»Det hold, jeg har nu, masserer, støtter og klapper ad hinanden. Det er virkelig fedt. Men i et dansekompagni kan energien meget nemt ændre sig til noget dårligt og negativt, hvis arbejdsklimaet er skidt. Som danser viser man sin sårbarhed, og det er så vigtigt, hvordan ens kollegaer og chef modtager den. Bliver man sparket eller rost? Der er noget der, som gør, at dans er vanvittig smukt, men det er også derfor, det kan gå vanvittig galt, så det kræver noget af organisationen, for at det kan fungere«.
Er det derfor, du som kgl. balletdanser blev tiltrukket af denne her genre, fordi der er en forskel der?
»Ja, det er det uden tvivl, og det er derfor, jeg leder, som jeg gør. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke bare er et nummer i en stor sammenhæng. Jeg tror, det har noget med størrelsen af dansere at gøre. Er mængden for stor, kan det være svært at nå ud og favne hinanden, og hvis man er for få, bliver det for internt. Der findes et godt antal, hvor alle føler, at de bliver set og hørt af alle, men det er svært, hvis man er 90 dansere i et balletkompagni«.
Hvad var det ellers ved genren, som i sin tid appellerede til dig?
»Jeg ville gerne bruge min egen kreativitet og ikke andres. I alle de år i balletten prøvede jeg at være en prins med korte ben og intet hår. Jeg smadrede mig selv fysisk og psykisk flere gange, fordi jeg prøvede at være noget, som jeg ikke var. Hvis nogen siger til dig, at det er det, der gør dig dygtig, så prøver du jo på at være dygtig«.
Er moderne dans på den måde danseverdenens enfant terrible, fordi den udforsker og sprænger rammerne?
»Jeg vil ikke kalde den enfant terrible, men det er der, det er legalt at folde sig ud, og det er ikke legalt at lukke sig inde. Som kompagni har vi ventet på at folde os ud kunstnerisk, fordi vores muligheder har været begrænsede, men flytningen her varsler nye tider«.
Vor tids kunst
Rundvisningens sidste destination er kompagniets andet dansestudie, som de deler med Operaen. Det er identisk med det andet, udover at det her er »større end en stor lejlighed«. På vejen vimser Tim Rushton endnu rimelig anonymt forbi sine nye naboer i de hvide korridorer.
Har I ikke hilsepligt her ligesom på Det Kgl. Teater?
»Uh, det ved jeg faktisk ikke. Jeg var lidt bekymret for, om vi ville blive mødt med positivitet eller ej, men det har været mega positivt. Jeg tror bare, de synes, det er fedt, at der kommer endnu flere folk ind«.
Han åbner døren ind til det store dansestudie, og en lille forsamling bestående af to operasangere, et orkester og en instruktør dukker frem. De kaster et par hilsende blikke efter os, men fortsætter ellers ufortrødent med dagens sangprøve, mens vi står og glor lidt i døråbningen.
»Det er det der med, at man åbner en dør, og så er de i gang med noget«, hvisker Tim Rushton. »Det er så fedt«.
Der er liv over det hele…
»Kunstliv. Nu har vi prøvet at være i Dansehallerne, hvor vi alle sammen har den samme interesse, men her kan man sidde i kantinen og spise sin mad, mens en operasanger går rundt og synger skalaer. Det er sjovt«.
En visnende plante
Udover at gøre genren mere synlig herhjemme, regner Tim Rushton med, at kompagniets nye udfoldelsesmuligheder vil være med til at sætte dansk moderne dans endnu mere på verdenskortet. Faktisk tror han, at det vil »eksplodere på alle fronter«. Og så håber han også, at flytningen vil åbne op for nye samarbejder med andre huse og kunstformer både internationalt og nationalt og gerne med nogle af hans nye naboer.
»Det ville være super fedt, hvis balletten og den moderne dans kunne lære lidt af hinanden, for det kan de virkelig«, siger han.
Hvad kan I lære af hinanden?
»Alt lige fra træningsform og hvordan man ser og tackler sin kunst, men også en respekt for hinandens kunnen. Man hører ofte, at en dygtig danser både kan danse ballet og moderne, men det passer ikke, når det kommer op på et højere niveau. Balletten har en meget specifik fysisk kunnen. Det er ekvilibristisk og super fedt. Moderne dansere er meget mere interesserede i, hvordan det mærkes og føles, og hvor bevægelsen kommer fra. Begge ting er sindssygt vigtige, for balletten har en stor bevidsthed om form, og moderne dans har indhold, så det bliver fremtiden, at de to kunstarter kommer tættere på hinanden«.
Kirsten Dehlholm og Rakhmaninov er et besynderligt matchEr der noget, som dit kompagni kunne blive bedre til, når du kaster et blik ud i verden?
»Det, vi er gode til, er at tage vare på vores publikum og lede dem ind i nye spændende oplevelser. Jeg vil gerne have dem endnu mere behind the stage. Vi skal ikke kun være i den lille black box, vi skal også i dialog med dem og invitere dem ind i foyeren og træningssalen, for vi kan se, at det har en stor publikumsappel. Men generelt tror jeg, at vi får meget større succes herude, for det løfter simpelthen«.
Hvorfor er det vigtigt at give plads til den moderne dans?
»Moderne dans er ikke historisk i sin form og har ikke nogen gamle kulturelle værdier. Hvis vi skulle i krig i aften, ville jeg ikke gå ind i studiet i morgen og lave Sylfiden, ligesom balletten ville. Moderne dans beskæftiger sig med den tid, vi lever i. Det behøver ikke at være politisk, men det skal have et afsæt i vores nuværende tilstand, og når noget bliver skabt nu og her, kan det ikke undgå at have en relevans. Moderne dans leger med og udfordrer sit publikum, når en koreograf som Marcos (spanske Marcos Morau som har koreograferet den aktuelle danseforestilling ’Vals’, red.) f.eks. vælger at bruge en berømt valsemusik og lader danserne danse noget helt andet end vals til den. Publikum forstår det, men på forskellige niveauer, og det er god kunst. Det er vor tids kunst«.
Følger der et pres med, når man flytter ind i et hus som det her?
»Nej, der er intet pres. Jeg føler mere, at vi har været sådan en plante, som har stået og visnet. Endelig fik vi vand«.
fortsæt med at læse
