Med de lange, kridhvide lokker omkring det kraftigt sminkede ansigt optræder Genesis P-Orridge indimellem stadig med sin, på alle måder, normbrydende og indflydelsesrige støjende rockmusik.
Sidst Genesis P-Orridge stod på en scene i København, var i 2009, da Statens Museum for Kunst dannede ramme om en koncert med støjpionererne Throbbing Gristle, som P-Orridge var en central del af fra midten af 1970’erne.
Intervallerne mellem den nu 66-årige multikunstners optrædener er blevet længere i de senere år. Omvendt går der kortere og kortere tid imellem, at medier og kunstinstitutioner anerkender, hvor forudseende, tabunedbrydende og fascinerende kompromisløs Genesis P-Orridge var i både sin kunst og sig selv.
Især inden for to felter: dels med sin eksperimenterende, halvt elektroniske, støjende industrial rock, der har inspireret generation efter generation frem til Marilyn Manson og Nine Inch Nails. Dels med sin transseksualitet, som var et større tabu, da Genesis P-Orridge begyndte at være åben om den allerede som ung.
