Det er midt om natten. I Indre By i København er en mand med langt lyst hår i gang med at smide sort maling på væggene i sin lejlighed. Han tømmer sine to malingdunke og begynder at skrive ting på gulvet.
Det er musikeren Nikolaj Vonsild, der står der i lejligheden og kaster med sort maling. Hans far døde for nogle år siden af prostatakræft, men det først nu, Nikolaj er i gang med at koge over. Faktisk er han allerede kogt over. Låget er blevet skubbet af, og der vælter sort maling ud over grydens kant og ned på komfurets blå gasflammer.
»Det blev bare for meget«, siger Nikolaj Vonsild.
Tidligere den aften har han spillet koncert med sit band, det elektroniske poporkester When Saints Go Machine. Det kører for bandet. Og Nikolaj Vonsild er midtpunkt for et væld af fester, koncerter og en masse succes. Men han kan ikke rigtigt tage del i glæderne, for i virkeligheden er han fuldstændig ulykkelig.
