Det kunne lyde som en halvsløj joke: en japaner, en italiener og dennes tvillingebror går ind på en italiensk restaurant, og ud kommer en rødhåret blondine.
Ikke desto mindre var det faktisk sådan, det hele startede for de æstetiske artrockere i Blonde Redhead. Midt i 90’erne mødte de italienske tvillingebrødre Amedeo og Simone Pace japanske Kazu Makino på en restaurant i New York, og to årtier senere udgør de et rockband, der har bevæget sig fra charmerende, naiv støjrock ind i dreampop-land med et spor af anmelderroser bag sig.
Hele vejen har trioen forsøgt at sætte lyd på den skønhed, der lyser livet op.
»Den der frihed i musikken er det, vi har ledt efter fra starten. Der er små øjeblikke i livet, hvor man oplever noget virkelig magisk, og det bliver nærmest det lys, der driver en – at finde tilbage til det punkt igen. Det er sådan, musikken er for mig, og det er stadig det, vi jagter«, siger sanger og guitarist i bandet, Amedeo Pace, over telefonen fra hjemstavnen New York.
