Lørdag 11. maj vil lokale erhvervsdrivende vise, at Rantzausgade er meget mere end en usikker trafikåre.

Streetfood, lopper og ringridning: Nørrebros mest trafikerede cykelgade inviterer til stor gadefest

Lørdag 11. maj lukker den ellers trafikerede Rantzausgade på Nørrebro for at holde en stor gadefest med blandt andet loppemarked, ringridning og sæbekasseløb. Billedet er fra en anden anledning. Arkivfoto Niels Hougaard
Lørdag 11. maj lukker den ellers trafikerede Rantzausgade på Nørrebro for at holde en stor gadefest med blandt andet loppemarked, ringridning og sæbekasseløb. Billedet er fra en anden anledning. Arkivfoto Niels Hougaard
Lyt til artiklen

Rantzausgade, der strækker sig gennem Rabarberkvarteret fra Åboulevard til Jagtvej, har masser af ting at fejre i disse dage.

Flere og flere butikker og restauranter skyder op, senest plantedrengenes Baka D’Busk og spisestedet Glou Glou, og en ny sammenslutning af lokale erhvervsdrivende har netop set dagens lys.

Og ikke mindst er en trafikplan netop faldet på plads, der fra 2020 skal gøre det sikrere at færdes på gaden, der ellers tidligere er blevet kåret som en af byens farligste for cyklister.

Alt det vil det nye erhvervsfællesskab fejre sammen med områdets beboere og besøgende, når de lørdag 11. maj inviterer til kæmpestor gadefest.

Dans og musik i gaden

»Solen, lyset og varmen har ramt landet og gaden, og kvarteret som helhed er i rivende udvikling. Så behøver vi vel i bund og grund ikke flere grunde til at mødes og have en super dag i vores alle sammens handelsgade og mødested nummer ét«, skriver arrangørerne på begivenheden for arrangementet.

Her vil der fra morgenstunden være et tætpakket program med loppemarked, sæbekasseløb og ringridning på cykel i stedet for til hest.

I gaden sættes borde og bænke op til udendørs fællesspisning, hvor der vil være afrikansk streetfood og mad fra Spise\Bar 20, Falafelkælderen, Glou Glou, Power Food, Scarpetta, Thai Me Up, Liban Cuisine, Efess Pizzabar, Bello e Buono og Ayuttaya.

Klokken 18 fortsætter festen, når der på pladsen mellem Kølsters Tolv Haner, Nha Trang og Brorsons Kirke vil være musik i gaden, Blaaregn og Baka D’Busk inviterer på middag og kirken på dans.

Gadefesten er blevet til i et samarbejde mellem Områdefornyelsen Indre Nørrebro, Brorsons Kirke og Hellig Kors Kirke, de erhvervsdrivende og erhvervsfællesskabet Rantzausgade.

Det fulde program kan du finde her.

Gadefest i Rantzausgade, 2200 København N. Lørdag 11. maj 10 - 23.

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her