Distortion-chef: »Hvis I ikke pisser på gaden, lover jeg at booke Daft Punk«

Støtte. I år kan man ikke købe sig til god stil via Distortions støttearmbånd. Man kan blot vise sin opbakning til gadefesterne og bidrage til, at de fortsat skal være en del af festivalen.
Støtte. I år kan man ikke købe sig til god stil via Distortions støttearmbånd. Man kan blot vise sin opbakning til gadefesterne og bidrage til, at de fortsat skal være en del af festivalen.
Lyt til artiklen

Sidste år lancerede Distortion 'god stil-armbåndet'. Et støttearmbånd, man kunne købe for 100 kroner og bære for at vise, at man havde god stil nok til at bidrage til festivalens store gadefest.

Der blev solgt 11.000 eksemplarer, og det bidrog med en million kroner til det samlede regnskab, sådan at festivalen endte med et lille overskud i 2012.

LÆS ARTIKEL Gadearmbånd vender Distortions underskud til overskud

I år satser Distortion igen på, at en pæn del af festivaldeltagerne frivilligt vil støtte og købe et armbånd. Men det markedsføres ikke længere som 'god stil'.

»Vi har haft nogle gevaldige diskussioner om det her på sekretariatet«, siger Distortions produktionsleder, Mads Holm.

»Og vi er blevet enige om, at man ikke skal dele Distortion-gæsterne ind i dem, der har god stil og dem, der ikke har. Så nu kalder vi det bare 'gadearmbånd'. Man skal købe det, fordi man synes Distortion er fedt og for at støtte gadefesterne. Det må ikke blive en entré«.

LÆS ARTIKEL

Københavnerne vil gerne betale for Distortion

Målet er i år at sælge 14.000 styk, og prisen er fortsat 100 kroner. Hvis man bærer gadearmbåndet, får man en gratis øl til havnefesten på Refshaleøen om fredagen samt gratis transport med S-tog i alle zoner i under hele Distortion – også i weekenden. Natten efter onsdag, torsdag og søndag ophører S-togene med at køre omkring kl. 1, som de plejer. Natten efter fredag og lørdag kører S-togene hver halve time.

God opførsel = Daft Punk

At Distortion-gæsterne bakker op er stadig helt afgørende for festivalens overlevelse som en åben gadebegivenhed. Indtægterne fra salget af gadearmbånd i 2013 går direkte til finansiering af gadefesterne i 2014. Men generel god opførsel og omtanke er også helt afgørende for fremtidens fest-festival, fremhæver produktionslederen:

»Hvis folk køber gadearmbånd, øl fra Distortions boder i stedet for kioskerne og ikke pisser på gaden, så lover jeg, at vi booker Daft Punk om to år«, sværger Mads Holm.

LÆS ANMELDELSE Daft Punks nye album er en håndværksmæssig bedrift i særklasse

Gadearmbånd sælges via Billetto.dk.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her