Det første måltid, jeg kan huske, er ... Jeg bliver stadig sendt tilbage til den gamle bornholmerfærge, hvis jeg spiser en pomfrit med remo. Det er, som om den kombination bare er frosset fast i 1990’erne. Hvis jeg skal nævne en oplevelse, der siger meget om den mad, jeg laver i dag, må det være en kold vinterdag på Morgenstedet på Christiania for omkring 25 år siden. Jeg var kold og sulten, og inde på Morgenstedet var der varmt og dunkelt. Jeg fik en ret med kikærter, og de kikærter smagte bare som en drøm. Jeg husker, at da jeg gik hjem efter at have spist, var jeg i virkelig godt humør. Jeg gik der i sneen og tænkte i mit lille syvårige sind, at det måltid gav mig en følelse af velvære, der var fuldkommen magisk.
Når jeg spiser takeaway, ender jeg lidt for tit med ...Butter Chicken fra Meyers og frikadeller fra Hestbjerg. Altså, de der deller smager så hjernedødt godt, og så er det en gård, der går op i grisenes velfærd. En træt tirsdag er de seriøst nogle små runde lifesavers. Jeg kommer dem på panden med østerssauce og sesam – og så bare ris, chili crisp og fintskåret hvidkål. Et æg, hvis det går vildt for sig. Ammenam. Hvis jeg skal køre ægte takeaway, så er min lykke gjort med en Gasoline-burger.
