Nu’ der gløgg igen, og nu’ der gløgg igen. Og gløggen varer lige til påske. Nej, det’ ikke helt sandt, så lad os nyde den, mens den er her.
Ibyen skal i hvert fald af sted, og derfor guider vi endnu en gang til nogle af de steder, man kan lade sin kolde sjæl varme med den krydrede juledrik. I år står vi ved vores overfladiske følelser og dømmer på omslaget. Derfor har vi lavet en guide til, hvor instagrammable gløggen er de forskellige steder.
Bon appétit, og husk at smide et like.
Når det handler om overdådighed, er der ingen over, ingen ved siden af. Alt er lidt vildere på d’Angleterre, også gløggen. Du kan enten vælge ’Snedronningens hvide gløgg serveret med snebolde’ eller ’Den klassiske røde gløgg med julesmåkager’, så bliver det ligesom ikke mere storladent-lækkert. Der er eventyr, étagère, pejse og glimmer i ét væk på det traditionsrige hotel.
