»Min fødselsdag i april sidste år startede med, at min kæreste vækkede mig med morgenmad på sengen.
Det var april og mega lækkert vejr, så efter vi havde tullet lidt rundt derhjemme, gik vi over på Assistens Kirkegård og drak noget vin. Der var vi nogle timer, før vi gik hjem igen og spiste lidt mad. Bagefter var det meningen, at vi bare lige skulle hen på min stambar Musiksmag for at drikke en kop kaffe med Anders fra mit band og hans kæreste. Du ved, bare en stille og rolig dag.
LÆS OGSÅ
Da jeg kom hen på Musiksmag, var der ingen mennesker, ud over bartenderen Kalle. Det syntes jeg var lidt mærkeligt, for der plejer altid at være fyldt med mennesker på det sted. På det tidspunkt burde jeg måske have opfattet, at der var noget på spil. Men jeg er simpelthen så langsom med sådan nogle ting, så jeg anede slet ikke uråd. Jeg tænkte bare, at de andre gæster sikkert var ude og ryge.
Vildt noia
Men da jeg kom ud bagved, var hele lokalet fyldt op med mine venner. De begyndte at råbe helt vildt alle sammen, og der var gaver og kager og mad over det hele. Det var ret overvældende, så jeg kan huske, at jeg lige måtte gå væk et kort øjeblik for at samle mig.
Jeg fik et chok. Det var jo vildt noia. Men på den gode måde. For der var jo kommet folk fra alle mulige steder i landet. Da jeg kiggede rundt, var der flere gange, hvor jeg tænkte: Fuck, hvor er det vildt, at du er kommet! Min kæreste havde simpelthen støvet alle mulige mennesker fra mit liv op.
I byen så det basker: Fejr Dan Turélls fødselsdag med manérAlle dem, jeg spiller i band med. Nogle af dem, jeg gik på konservatoriet med i gamle dage. Alle mine nye venner her fra Nørrebro. Min gamle ven Jakob og alle mulige andre folk fra min ungdom i Odense. Dem, jeg engang spillede fodbold med. Det var nærmest, som om hele mit liv var i det rum den aften.
Da jeg lige havde samlet mig, lagde jeg mærke til, at Anders sad og spillede fødselsdagssang og siden drukviser på sin harmonika. Min kæreste og hendes veninder havde haft travlt hele ugen med at bage de vildeste kager til mig. Og der var en masse gaver.
Fra Musiksmag til Stellet
Jeg fik blandt andet en flaske rigtig god rom af min ven Mads. Og en rigtig fed lighter. Sådan en vildt dyr en med guldbelægning, som min ven Thomas havde arvet fra sin far, der lige var død. Og Claus fra mit andet band, The White Album, gav mig et spil Kalaha. Han giver mig altid sådan nogle fucked-up gaver. Noget hummersuppe, for eksempel. Eller en lille kuffert med tamponer i.
Det udviklede sig til en reel fest den aften. Og jeg kan huske, at vi fortsatte på vores sædvanlige tur ud på Nørrebro: fra Musiksmag til Drone, fra Drone til Cafe Runddelen, fra Cafe Runddelen til Understellet. Det var morgen, før jeg kom hjem igen.
LÆS OGSÅ Spis flæskestegssandwich med manér
Min 32-års fødselsdag sidder stadig i kroppen på mig. Hver gang jeg går ind på Musiksmag, ser jeg den aften for mig. Alle de mennesker, jeg elsker, som råbte hurra for mig. Det er et stærkt billede at have på nethinden.
Det gør mig varm helt indeni, når jeg tænker over det«.
fortsæt med at læse


























