Den dag jeg fyldte 30 år, havde min kone arrangeret en masse overraskelser til mig.
En af dem var, at vi skulle vi ud på Refshaleøen. Vi nåede helt ud for enden, og jeg var sikker på, at vi skulle på Halvandet. Men vi gik lige forbi.
LÆS OGSÅ Velspillet terrorteater bliver aldrig rigtigt dramatisk
Nå, så skal vi ikke derhen. Men hvad skal vi så?, tænkte jeg. Da jeg så en stor kran, gik det op for mig, at hun ville have, at jeg skulle springe elastikspring.
Højdeskræk
Jeg har været højdeskræk, så længe jeg kan huske. Jeg er typen, som bare skal op på 3. sal og ud på en altan for at tænke: Åh-åh, hvad sker der nu? Jeg vil ikke sige, at jeg er bange, men jeg er en logisk type, så hvis jeg er oppe i en højde, som jeg kan dø af, bliver jeg utryg. Så jeg blev skidesur på min kone, da jeg fandt ud af, hvad hun havde i ærmet.
I begyndelsen var jeg ret sikker på, at det der, det skulle jeg ikke. Men instruktørerne var virkelig gode. De fortalte mig, at de havde arbejdet der i ti år, og at der aldrig var sket noget, som mindede bare den mindste smule om en ulykke.
Og mens jeg stod der og overvejede, om jeg turde springe, fandt jeg ud af, at der var en 16-årig pige, som lige havde sprunget. Da hun kom gående, sådan helt glad, tænkte jeg bare: Nu er jeg jo nødt til at gøre det. Bare for at opretholde en lille smule maskulinitet over for min kone.
Rimelig provokerende
Efter fem-ti minutters overvejelse besluttede jeg mig for prøve. Når alt kom til alt var det jo en fantastisk – og rimelig provokerende – gave fra min kone. Først skulle jeg skrive under på, at hvis der skete mig noget, var det ikke firmaets skyld.
Lidt sjovt, når nu jeg var så bange for at dø. Så fik jeg en sele på og blev lukket ind i et gitter, hvor vi lige nøjagtig kunne være, instruktøren og jeg. Det var bare fire stænger og en lille flade, jeg kunne stå på.
Frontfigur i The Eclectic Moniker: »Jeg fik et chok. Det var jo vildt noia«Så blev jeg hejst op. Jeg kom højere og højere op, og jeg tænkte: Det her er en skidedårlig ide. Men på den anden side kunne jeg heller ikke rigtig lide at give op, nu hvor jeg var i gang.
Jeg turde ikke kigge ned, da jeg kom derop, så jeg kiggede ud. Og der lagde jeg mærke til, hvor smuk København egentlig er i den højde. Jeg tænkte: Hold kæft, hvor er det dumt, at jeg er gået glip af det før. Man kan godt sige, at jeg stod og reevaluerede min egen frygt i 80 meters højde. I hvert fald i de få sekunder, hvor jeg ikke var skide bange.
Den var jo helt ekstrem
På et tidspunkt sagde instruktøren, at jeg skulle sprede armene og springe. Det der gitter, vi stod i, drejede skiftevis ind mod land og ud mod vand. Af en eller anden grund ville jeg kun springe ud mod vand. Det gjorde mig tryggere. Det tog mig lidt tid at samle mod, men tredje gang vi nåede ud mod vandet, holdt jeg bare op med at tænke. Og så hoppede jeg.
Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det var det vildeste i mit liv. Lyden af luft. Og hastigheden, den er jo helt ekstrem.
LÆS OGSÅ Københavnerfortællinger: Taxachauffør blev forfulgt af skaldet mand i sort Audi
Det er bare frit fald i nogle sekunder. Jeg kan huske, at jeg skreg helt vildt. Jeg har aldrig taget stoffer, men det spring var nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på den rus, man får, når man tager coke. Jeg var helt høj. Og jeg talte ikke om andet resten af dagen. Det var en vild følelse at opdage, at jeg kan mere, end jeg tror, jeg kan.
Jeg har ikke gjort noget så ekstremt siden. Men jeg har googlet det højeste bungyjumping-sted i verden, og det vil jeg prøve en dag. Min højdeskræk er ikke helt væk endnu, men jeg har lært, at det er en irrationel frygt. I dag kan jeg sagtens stå på en altan uden at tænke: Nu braser den sammen«.
fortsæt med at læse
