Noget af det, vi fortrænger for at leve et nogenlunde normalt liv, er, at alt omkring os er låst.
Døren til vores lejlighed er låst. Opgangen, der fører op til lejligheden, er låst. De andre beboeres lejligheder er låst. Bilerne er låst. Vi låser vores cykler. Døren til cykelkælderen er låst. Porten, man skal igennem for at komme ind til cykelkælderen, er låst. Kongens Have og Frederiksberg Have, som man skulle have skudt genvej igennem, er låst – i hvert fald om natten. Det samme med Tivoli.

