Jeg har længe undret mig over, hvornår og hvordan København forvandlede sig fra en stor by til en storby. Var det, da vores forstæder og brokvarterer smeltede sammen, og byen voksede sig over de 600.000 indbyggere, eller var det, da vi fik den første del af metroen, eller da Øresundsbroen kom på plads – de virker alle som gode kriterier for en storby.

Måske var det i virkeligheden vores nybyggerier, med deres pomp og pragt langs havnen og kysten, der har forårsaget oprykningen til de voksnes rækker. Måske har vi de internationale kritikere af vores kunst, design og kokkekundskab at takke. De har alle gavnet det københavnske varemærke og har alle været stærke kandidater til oprykningsårsagen. Men alligevel ikke, for man skal udvise en helt særlig sjæl for at gøre krav på tilnavnet storby.