Lyt til artiklen
At slå græs var noget nær det værste, jeg vidste, som helt ung. Det var en af de ting, mine forældre måtte tvinge mig til med trusler om færre lommepenge. Teenage-Simon syntes, det var selve essensen af forstads- og voksenlivets kedsomhed. At vandre der i haven. Op. Ned. Ryk lidt ind. Op og ned igen.
Det var, som om det var et billede på livet, der bare kørte af sted uden andet formål end at få tingene til at se præsentable ud, og når teenage-Simon nåede den sidste bane, var det som tunnelen til det næste liv og sollyset, man gik mod. Hvorfor fanden havde mine forældre valgt det her?
