Rådhuspladsen bliver aldrig nogen Times Square. Og det er nok meget godt, mener Ibyens klummeskribent.
Foto: Altaffer Mary/AP

Rådhuspladsen bliver aldrig nogen Times Square. Og det er nok meget godt, mener Ibyens klummeskribent.

Klummer

Klumme: Hjemme igen med et halleluja: Helsefanatiske 'gadebander' nidstirrede os som et religiøst politi

'No smoking' og vanvittige helsefreaks overalt. Ibyens klummeskribent har været på ferie i New York.

Klummer

Sommerferien er forbi, uden at sommeren for alvor kom i gang. Men måske har du, kære læser, været heldig at besøge det store udland? Måske søgt tilflugt i eksotiske byer under lunere himmelstrøg. Og måske er du også vendt hjem til hovedstadens støvregn og leverpostej med en ordentlig omgang post-ferie-blues i bagagen? Det er jeg i hvert fald. Nærmere bestemt fra en god uge i New York.

Og det var virkelig herligt, bevares, og Rådhuspladsen bliver nok aldrig nogen Times Square. Men det er jeg faktisk også lykkelig for. At besøge andre storbyer er nemlig en kærkommen påmindelse om, hvor skøn København er.

Særligt er fraværet af en altomsluttende aktivitets- og sundhedsmani behagelig. Ja, Østerbro er rimelig fit. Ja, de fede amerikanere findes mange steder. Og ja, der bliver stadigvæk hældt bacon cheese-fries og ækelsød iste indenbords på østkystens diners. Men New York er kommet så langt ud, at store dele af Manhattan, Brooklyns overklassekvarterer og gud bedre det sågar velfriserede lommer af Harlem, nu er blevet totalt overtaget af helsefanatiske street gangs.

Og bandemedlemmerne er lette at kende. Forestil dig at Lotte Heises frisure fik et 50-årigt, velhavende og kompromisløst powerwalkende afkom med Charlotte Bircows workout leggings. Tilsæt dertil decaf latte to go, eventuelt en lille, men meget dyr, hund og en smartphone. Så har du en slags ’white walkers’ i active wear, der dominerer New Yorks fortove og parker, mens de som et andet religiøst politi nidstirrer alle os, der ikke lige var klar over, at vi befandt os midt i verdensmesterskaberne i kapgang.

Dertil kan du så lægge udskamningen af gode folk, der formaster sig til at nyde et stykke tobak eller en kølig genstand i det offentlige rum. I New York skal øllene som bekendt gemmes væk i en lidet opmuntrende brun pose, en pakke cigaretter koster godt 80 kroner (jeg tjekkede bare for en ven, mor!), og hvis man giver fanden i chikanen, ja, så er problemet, at du ikke engang kan få lov at indtage indkøbene et rart sted. Parker, barer, restauranter – no smoking over det hele. Halleluja for et København, hvor man kan nyde sine grønne pølser og blå fredags-Kings på parkernes solbeskinnede plæner.

Ubehagelighederne til trods er New York en fantastisk by, som det da kunne være sjovt at bo i for en stund. Derfor tjekkede vi også huslejeniveauet. Og lad mig sige det helt klart: Medmindre din onkel er byggematador eller bolighaj, skal du nok ikke regne med at kunne klare dig udelukkende for SU’en. Eller for det tredobbelte. Selv hvis man bevæger sig ud i Brooklyns svar på røven af Brønshøj, vil det være svært for selv en McKinsey-konsulent i mellemlejet at få råd til meget mere end to værelser med eget, delvist fungerende lokum.

Én ting kan vi tilknappede nordboer dog godt tage ved lære af: den amerikanske interesse i andre mennesker. Jeg ved godt, at det måske ikke kommer helt inde fra hjertet hver gang, når min latinamerikanske morgenmadsservitrice siger: »Hope to see you soon again, baby«, men det betyder altså, at jeg rent faktisk kommer igen. Når jeg engang får råd.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at jeg har min hverdag i verdens bedste lille storby.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

IBYEN