En kollega gav mig engang et råd: Hvis du har en dårlig dag, så sæt dig ind i en vilkårlig bus. Gerne en, du aldrig har taget før. Kør hele ruten fra ende til anden, stå af ved en af endestationerne og spadsér hjem derfra. Ikke gå, spadsér. Det kan noget, lovede han.
Dårlige dage har jeg haft et par stykker af på det seneste, og forleden var en særlig dårlig dag. Så jeg besluttede mig for at følge rådet og steg på linje 3A ved Nordhavn Station med retning mod Valbyparken. Jeg havde Peter Laugesen i ørerne imens – det var egentlig rent tilfældigt, at jeg lyttede til podcasten ’Ultralyd Greatest’, hvor en masse guld fra DR’s radioarkiv ligger samlet. Blandt andet journalisten Dagmar Krøyers 12 år gamle interview med digteren, der er optaget i hans have og ved hans samling af jazzplader hjemme i Brabrand. Klippet sammen til en halv times genial, stakåndet montage af tør aarhusiansk udtale, saxofonsoloer, tændstikstrøg, der kører i loop, Peter Laugesen, der ryger på sin pibe og taler om skriveprocessens anarki, om melankoli, det private og om fællesskab.
