En kollega gav mig engang et råd: Hvis du har en dårlig dag, så sæt dig ind i en vilkårlig bus. Gerne en, du aldrig har taget før. Kør hele ruten fra ende til anden, stå af ved en af endestationerne og spadsér hjem derfra. Ikke gå, spadsér. Det kan noget, lovede han.
Dårlige dage har jeg haft et par stykker af på det seneste, og forleden var en særlig dårlig dag. Så jeg besluttede mig for at følge rådet og steg på linje 3A ved Nordhavn Station med retning mod Valbyparken. Jeg havde Peter Laugesen i ørerne imens – det var egentlig rent tilfældigt, at jeg lyttede til podcasten ’Ultralyd Greatest’, hvor en masse guld fra DR’s radioarkiv ligger samlet. Blandt andet journalisten Dagmar Krøyers 12 år gamle interview med digteren, der er optaget i hans have og ved hans samling af jazzplader hjemme i Brabrand. Klippet sammen til en halv times genial, stakåndet montage af tør aarhusiansk udtale, saxofonsoloer, tændstikstrøg, der kører i loop, Peter Laugesen, der ryger på sin pibe og taler om skriveprocessens anarki, om melankoli, det private og om fællesskab.
Peter Laugesen viser sig med det samme at forstå min dårlige dag bedre, end jeg selv gør.
»Det er simpelt hen lodret ad helvede til«, siger han som noget af det første ind i mine ører, da jeg sætter mig i bussen. Han har faktisk ret. Den her dag er ikke dårlig, den er jo helt lodret ad helvede til. Udenfor plasker regnen ned og trækker små floder langs busruden. Det er sådan et vejr, hvor man hører sig selv sige, ’så skal jeg da ellers love for, det blev efterår’, til fremmede mennesker, som om det kommer bag på os allesammen hver gang.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
