Ibyens klummeskribent: Da Bus 3A og Peter Laugesen reddede den dag, der ellers var lodret ad helvede til

En kollega gav mig engang et råd: Hvis du har en dårlig dag, så sæt dig ind i en vilkårlig bus. Gerne en, du aldrig har taget før. Kør hele ruten fra ende til anden, stå af ved en af endestationerne og spadsér hjem derfra. Ikke gå, spadsér. Det kan noget, lovede han.

Dårlige dage har jeg haft et par stykker af på det seneste, og forleden var en særlig dårlig dag. Så jeg besluttede mig for at følge rådet og steg på linje 3A ved Nordhavn Station med retning mod Valbyparken. Jeg havde Peter Laugesen i ørerne imens – det var egentlig rent tilfældigt, at jeg lyttede til podcasten ’Ultralyd Greatest’, hvor en masse guld fra DR’s radioarkiv ligger samlet. Blandt andet journalisten Dagmar Krøyers 12 år gamle interview med digteren, der er optaget i hans have og ved hans samling af jazzplader hjemme i Brabrand. Klippet sammen til en halv times genial, stakåndet montage af tør aarhusiansk udtale, saxofonsoloer, tændstikstrøg, der kører i loop, Peter Laugesen, der ryger på sin pibe og taler om skriveprocessens anarki, om melankoli, det private og om fællesskab.

Peter Laugesen viser sig med det samme at forstå min dårlige dag bedre, end jeg selv gør.

»Det er simpelt hen lodret ad helvede til«, siger han som noget af det første ind i mine ører, da jeg sætter mig i bussen. Han har faktisk ret. Den her dag er ikke dårlig, den er jo helt lodret ad helvede til. Udenfor plasker regnen ned og trækker små floder langs busruden. Det er sådan et vejr, hvor man hører sig selv sige, ’så skal jeg da ellers love for, det blev efterår’, til fremmede mennesker, som om det kommer bag på os allesammen hver gang.

Imens taler Peter Laugesen til lyden af fuglekvidder i sin have i Brabrand. Brabrand. Bare ordet gør mig i bedre humør. Brabrand, Brabrand, Brabrand, Brabrand, Brabrand. Jeg er ikke i 3A længere, jeg er ti år og sidder på min cykel, jeg cykler rundt og rundt ved Brabrandsøen sammen med min far. Vi har det nye digitalkamera med, som min far er kørt hele vejen til Electric City i Tilst en lørdag formiddag for at købe.

Helt ude ved Harald Nyborg, Jysk og andre varelagre fyldt med haveredskaber og mange mennesker i fleece. Jeg må gerne holde kameraet og tage billeder med det, hvis jeg husker at tage den sorte rem om håndleddet først, siger min far. Så løber det nemlig ingen steder.

Jeg brænder mig på en brændenælde, lige inden jeg skal til at tage et billede med det nye kamera. Jeg kan se, min far er nervøs over, at jeg holder det. Jeg har også glemt at putte den sorte rem om håndleddet og nu den her brændenælde, altså der er simpelt hen tale om koncentrationstab. Min far tager et skridt frem imod mig og suger kortvarigt luft ind gennem fortænderne i en spids lyd. Samme lyd, man instinktivt udstøder, når man slår tåen mod en dørkarm. Som om nervøs luft i sig selv ville kunne forhindre mig i at tabe kameraet og ødelægge det. Jeg når ikke engang at tage billedet, fordi jeg er så optaget af den latterlige brændenælde og min fars udprægede evne til at irritere mig, selv om han jo bare er en far.

»Det er de dybt private fornemmelser, der er det egentlige fælles. Det er det dybt, dybt, dybt private, der binder os enkeltpersoner sammen«, siger Peter Laugesen, mens Ornette Coleman spiller hidsig saxofonsolo i baggrunden, og 3A triller forbi Trianglen. Her går en masse folk rundt med FCK-halstørklæder på, de ved ikke, at de lige om lidt skal ind at se en gaber af en kamp mod Lokomotiv Moskva, der ender 0-0.

I krydset mellem Rantzausgade og Griffenfeldsgade holder vi for rødt i lang tid. Peter Laugesen plaprer vist bare nu. En synkoperet diskussion med sig selv om rigtige og forkerte valg. Jeg lukker øjnene lidt. På H.C. Ørsteds Vej bliver Peter Laugesen stille. Han stryger en tændstik ved Køle-Møller og begynder først at tale igen, da vi kører forbi Tove Ditlevsens Mindehave.

»Man skriver også i lyd. Det, man skriver, hører man. Vi er allesammen en lille bitte del af et kæmpemæssigt hele. Men den kristne kirke måtte gerne forsvinde«, pointerer Peter Laugesen, mens man lige præcis kan få et glimt af Sankt Matthæus Kirke fra bussen, hvis man ved, hvor man skal kigge.

»Bluesmusikken kører på et sort, sort, sort hul«, siger Peter Laugesen ved Enghaveparken. »Sådan et kan man godt falde ned i, så man næsten tænker, hold kæft, hvad skal det hele til for?«.

I krydset mellem Vigerslev Allé og Enghavevej begynder regnen for alvor at tromme ned på taget af bussen. Der er varmt herinde på en kvælende fugtig måde. Som at sidde i et Roskilde 2007-telt med hjul under, ingen gider rigtig være herinde, men udenfor er værre.

»Men der er sorte huller hele tiden, sådan er det bare. Det er en betingelse ved det at være menneske. Det må vi kunne arbejde med«, siger Peter Laugesen og hoster ind i radiomikrofonen ved Sydhavn Station. To passagerer stiger på og spærrer desorienteret øjnene op inde under regnjakkehætterne. Som om de næsten ikke tør tro på tørvejret herinde.

»Verden er her og nu, det siger både buddhismen og anarkismen. Man skal gøre noget her og nu ved den situation, man er i«.

På Borgbjergsvej stryger fine gamle murstensejendomme forbi, side om side med solcentre, en e-cigaretbutik og et par visne bodegaer. Jeg er den eneste passager tilbage.

»Hvis man ikke vil have det ad helvede til en gang imellem, er man så overhovedet et menneske«, spørger Peter Laugesen, da 3A når frem til det lille hjørne af Valbyparken, der udgør endestationen.

»Så har man afskåret sig selv fra en hel del af livet. Det er i de der dybt, dybt, dybt private fornemmelser, at vi mennesker i fællesskab kan ændre verden«.

Jeg står af bussen og begynder at spadsere i retningen af hjem. Jeg er tørstig, skal tisse og er en lille smule køresyg. Men min kollega fik ret. Jeg har det bedre. Man skal gøre noget her og nu ved den situation, man er i. F.eks. sætte sig i en tilfældig bus og opdage, at der er en piberygende digter i Brabrand, der ved præcis, hvordan jeg har det.

At man tydeligvis ikke er alene om at have dage, der er lodret ad helvede til. Og måske er det den slags dybt private fornemmelser, der er det egentlige fælles.