I en Fakta i Nordvest sidder Erik i kassen. En lokal, sagnomspunden figur. »Et styk hønseabort«, siger han om en bakke æg. »Okay, bonen og ikke chillummen«, når man skal have sin kvittering. En avocado hedder en »håndgranat«, alkoholfri øl »børnebajere« og »klovnelak, værsågod« om min orange neglelak.
Jeg har hørt ældre kvinder i køen tale om, at de foretrækker Eriks kasse, fordi han er så hurtig. Erik er Nordvest. En institution i et kvarter under afvikling, selv om der sker så enormt meget udvikling. Der bygges og bulldozes konstant. De små autoværksteder, bodegaer, tomme grunde, der blev til lokale parkinitiativer er væk. Til fordel for alt det på papiret flotte. Og dyre. Bordellet på Frederiksborgvej er væk. Skønt det på Thoravej stadig lever. Jeg cykler forbi det hver morgen, når sønnen skal i børnehave.