Sidste år fik jeg min mors gule sommerjakke. Den havde hængt i min søsters skab siden min mors død, og hun fik den ikke brugt, så nu fik jeg den. Jeg tog den på som en slags familiær kåbe, en lille håndsrækning fra en svunden tid og et menneske, som ikke længere er.

Efter at have følt den på min krop et øjeblik, tog jeg hånden ned i lommen og opdagede den lille kastanje, min mor havde gemt dernede, en lindring til urolige hænder og et vidnesbyrd om den natur, man altid bærer – og altid bør bære – med sig. Jeg tog den op i hånden, hvorfra den straks trillede ud og ind under min søsters sofa, hvor jeg formoder, den stadig befinder sig.