Lokummet brænder igen. Min telefon ringer. Ringetonen får mig til at sprælle, så dem omkring mig vender sig om. Inde i mit hoved er jeg allerede i gang med at analysere mulighederne for at få dækket vagten i morgen. Min antagelse er korrekt: En sygemelding er tikket ind.
Jeg haster igennem Netto, og jeg skriver undskyld til min veninde. Jeg når ikke vores aftale, da klokken er ti i syv, og en løsning skal findes, inden det er for sent. Pligten kalder. Jeg er arbejdslederen, der aldrig har fri og altid er tilgængelig – til forelæsning, på ferier, i møder og sågar under dynen med kæresten. Arbejdsnarkoman. Ikke af lyst, men nødvendighed. Tilfangetaget i en krop, der ikke makker ret, fungerer jeg kun, når et andet menneske hjælper mig. Jeg har med andre ord en hjælper ved min side alle døgnets timer.
