Der er tider, hvor min hud er papirstynd, og mit sind rasler langs hulrummene i mine knogler. Når jeg har det sådan, er det svært at være ude i samfundet. En tur i metroen kan virke som et kafkask helvede, en futuristisk labyrint, jeg skal løbe spidsrod igennem, og kommer jeg ud på for eksempel Rådhuspladsen, er der dømt en form for ’Hunger Games’ inde i mig, imens jeg forsøger at finde vej til min destination. Hjernen går amok og vælger flugt frem for kamp.

Før i tiden troede jeg, at jeg var psykisk syg og meget forkert, fordi jeg får det sådan indimellem. Nu, hvor jeg er over 40, har jeg accepteret, at den slags papirstyndt filter til min omverden altså bare er en del af det at have et fluktuerende sind.