Noget af det, jeg elsker ved at bo i en storby-agtig by, er, at det giver mig en følelse af, at jeg ikke behøver at falde til ro som en bestemt version af mig selv. Det behøver man selvfølgelig ingen steder, skynder jeg mig at sige, før nogen pisker mig med en hyldegren fra egen provinshave.

Men herovre på min helt egen følelsesmæssige banehalvdel har jeg brug for at støtte mig op ad den klassiske fortælling om byen som det urolige sted, hvor eksistentiel rastløshed ikke er det før, der behøver efterfølges af den afklarede ros landlige løsning.