Man skulle tro, at en burgerrestaurant med beliggenhed lige foran en politistation ville have gode muligheder for at klare sig. Det viste sig ikke at være tilfældet for den amerikanske burgerkæde Highway 55, der i efteråret åbnede sin anden danske filial foran politiet på Hovedbanen. Kort før jul gik burgerbaren ned med så stort et brag, at det også trak den danske moderbutik i Kolding med sig i faldet.
Et stenkast derfra har mørket også sænket sig over McDonald’s’ mangeårige burgerrestaurant på Vesterbrogade. Disse nedsmeltninger i det efterhånden overmættede københavnske burgermarked betyder ingenlunde, at der er faldet ro over burgerkrigen i København.




























