Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
serveret. Fællesspisning var dagligdag på  Galgebakken, der ramte lige ned i tidens kollektive ånd. Arkivfoto: Golden Days

serveret. Fællesspisning var dagligdag på Galgebakken, der ramte lige ned i tidens kollektive ånd. Arkivfoto: Golden Days

nyheder_wide
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Galgebakken og 'Huset med de blå øjne' udtrykker 70'er-værdier i mursten, beton og brædder

Det er årtiet, som mange arkitekter helst vil glemme. Men når Golden Days stiller skarpt på 1970’erne, får arkitekturen alligevel en plads. Ibyen ser tilbage på fire københavnske 70’er-byggerier.

nyheder_wide
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Galgebakken: Albertslunds Christiania

Opført i Albertslund i 1972-74 for Vridsløselille Andelsboligforening af arkitekterne Hanne Marcussen, Jens Peter Storgaard og Jørn og Anne Ørum-Nielsen samt landskabsarkitekten Jørgen Vesterholt. Bebyggelsens omkring 600 boliger bestod af toetages rækkehuse, enetages gårdhuse samt etværelses kollegieværelser og pensionistboliger. De første boliger var klar til indflytning i sommeren 1973. Resten fulgte året efter.

Det er måske svært at tro det i dag, hvor Vestegnen i manges øjne er synonym med socialt armod, høj beton og discountbajere på bænken. Men engang var det faktisk ret hipt at bo i en almen bolig vest for København.

Især hvis bebyggelsen hed Galgebakken. Det almene boligbyggeri blev opført i 1972-74 i Albertslund tæt ved Trippendals Galge, hvor knap så lovlydige borgere i 1700-tallet havde endt deres dage, og modsat de københavnske brokvarterers tilfældige og billige spekulationsbyggeri var byplanlægningen på Galgebakken helt gennemtænkt. Med bl.a. Kartoffelrækkerne og Brumleby i baghovedet skabte arkitekterne bag det nye byggeri et af de første eksempler på 1970’ernes banebrydende tæt-lav-bebyggelse, hvor lave, tætliggende huse, åbne forhaver og indgangsdøre i glas nærmest opløste skellet mellem privat og offentligt. Dermed ramte Galgebakken lige ned i tidens kollektivånd.

At bebyggelsen tilmed havde sin egen integrerede institution – der hed noget så batikmønstret som Bakkens Hjerte – og den 1.300 hektar store Vestskoven som nabo, gjorde det blot endnu mere attraktivt for 1970’ernes familier at rykke vestpå.

»Galgebakken er et lavt, tæt boligbyggeri, fordi det bevisligt er mere miljø- og menneskevenligt, og fordi det giver den kontakt med jorden, som vi alle savner«, hed det i det første nummer af Galgebakke-posten, bebyggelsens egen avis, fra 1973.

Den beskrivelse kan arkitekt Jens Thomas Arnfred godt genkende. Med sin tegnestue Vandkunsten stod han bag et andet af tidens tæt-lav-byggerier, Tinggården i Herfølge, som med fællesspisning, familiegrupper og børnehuse var endnu mere radikalt end Galgebakken.

»Vi blomsterbørn ville flytte tættere sammen og tættere på naturen. Og efter alle de indledende drømme og længsler om land og selvforsyning og sprøjtefri grøntsager lavede vi en ny æstetik. Fokus blev flyttet fra det formfuldendte til det livgivende«.

Og der var mange, som gerne ville bo i de nye boliger. I november 1972, otte måneder før de første huse stod klar, kunne Politiken afsløre, at 150 familier havde skrevet sig op til en bolig på Galgebakken uden at have set andet end en tegning.

Huslejen var ellers høj. 2.085 kr. skulle man betale om måneden for et 130 kvadratmeter gårdhus i 1975. Det var næsten 300 kr. mere end i et andet af tidens topmoderne boligbyggerier, Farum Midtpunkt, der jo ellers lokkede med »nordsjællandske yndigheder«, som avisen skrev.

Galgebakken – eller ’Albertslunds Christiania’, som det også blev kaldt – tiltrak især progressive familier fra storbyen. De socialdemokratiske politikere Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen var nogle af dem, som skiftede København ud med Albertslund. Det samme gjorde forfatteren Inge Eriksen, filminstruktøren Jørgen Leth og journalisten Kjeld Koplev. Han kan ikke huske, præcis hvornår og hvor længe han boede med sin familie på Galgebakken, men der var stadig spor fra håndværkernes gravkøer i mudderet, den dag de rykkede ind i deres rækkehus.

»Det var tidsånden, at man ville bo sådan. Vi drømte om at flytte sammen med nogle mennesker og dele glæder, sorger og børnepasning«, fortæller Kjeld Koplev.

Sådan blev det. Familierne spiste aftensmad sammen i de smalle stræder mellem rækkehusene; man kom og gik hos hinanden, og beboerdemokratiet havde kronede dage ved de stormfulde generalforsamlinger, hvor 1.100-1.200 mennesker typisk mødte op for at diskutere Galgebakkens fremtid.

»Det varede til kl. 3-4 om natten – og fortsatte næste dag! Alle skulle markere sig i det byggeri«, husker Kjeld Koplev, der til en af generalforsamlingerne sammen med 500 andre beboere besluttede selv at starte en brugsforening. Den købmand, som de var blevet lovet, var der nemlig ikke, da de flyttede ind på Galgebakken.

Kjeld Koplev og mange af de andre beboere valgte at flytte fra Galgebakken sidst af 1970’erne, da huslejen steg og det efterhånden bedre kunne betale sig at købe en lejlighed i København. Omtrent samtidig begyndte de beboere, som var tilbage, at klage over utætte tage, skimmelsvamp og byggesjusk. Nogle undlod endda at betale husleje i to uger som protest mod en varslet huslejestigning på 4 procent, der skulle bruges til at udbedre nogle af skaderne.

I 2013 besluttede Albertslund Kommune endelig at renovere Galgebakken. Renoveringsarbejdet forventes afsluttet i 2019.

Galgebakken under Golden Days. Et socialt boligbyggeri med fed streg under socialt. Mogens Lykketofts datter Maja viser rundt i Galgebakken, hvor hun voksede op. Derefter er der bl.a. 1970’er-middag ved langbord.11. sept. kl. 11-16. Galgebakken Torv, Albertslund.

Mærsks hovedsæde: Huset med de blå øjne

Opført af arkitekt Ole Hagen på Esplanaden 50 1974-79.

Den er kæmpestor, og den har blå vinduer. Ellers gør den store kontorbygning, som siden 1979 har været hovedsæde for Mærsk, ikke væsen af sig. Og det passer måske i virkeligheden meget godt til en virksomhed, som går overordentlig stille med dørene, selv om den tjener kassen. Penge er jo noget, man har. Ikke noget, man blærer sig med.

»Mærsk-bygningen er fra en tid, hvor man stadig tegnede hovedsæder, som skulle udtrykke virksomhedens værdier. Her kommer det til udtryk ved, at bygningen ikke udtrykker noget som helst prangende, hvilket går godt i spand med en virksomhed, som er kendt for at være yderst diskret«, fortæller direktør for Arkitektforeningen Jesper Pagh.

Trods det ikke særlig prangende ydre måtte Mærsks hovedsæde, der er tegnet af den anerkendte erhvervsarkitekt Ole Hagen, som også stod bag bl.a. Codanhus og Domus Vista, lægge ører til en del verbale øretæver i de sene 1970’ere. Den prominente beliggenhed på den gamle Toldbod irriterede mange, fordi man mente, at bygningen ikke bidrog til sine omgivelser. Den lå der bare.

»Længere fremme mod Langelinie skal rejses endnu et rædselsfuldt hus i den yndede etagemestergrossist-arkitektur, hovedsæde for A.P. Møller. Det er tegnet af en amerikansk rationaliseringsekspert, og så har man fået Ole Hagen – den pæne arkitekt – til at signere det. Sikke tider«, skrev Politikens arkitekturanmelder Henrik Sten Møller for eksempel i 1977 om den uniforme kontorbygning, som var ved at rejse sig på Esplanaden. Da huset stod klar i april 1979, fik piben dog en anden lyd:

»Forunderligt nok har denne tyngde et forløb så let, som om det hele stod på balletfødder«, skrev samme avis og døbte den nye bygning ’huset med de blå øjne’ med henvisning til de blåtonede ruder.

Netop nu er Mærsk ved at bygge en ny kontorbygning til 800 ansatte på Amerika Plads. Men huset på Esplanaden vil fortsat være firmaets hovedsæde.

Byggeren: Firkantens kampplads

Nørrebros berømte byggelegeplads blev opført på en byggetomt mellem Stengade og Baggesensgade i 1973 af Nørrebro Beboeraktion som alternativ til kommunens planer med Indre Nørrebro.

Det var søndag, det var juni, og festen var godt i gang på byggetomten mellem Stengade og Baggesensgade, da en lastbil ladet med byggematerialer kørte ind på pladsen. Brædder forvandlede sig til legetårne og sandkasser, og da dagen var omme, stod en byggelegeplads til kvarterets børn klar. Byggeren blev den kaldt.

Egentlig var det slet ikke meningen, at pladsen skulle være bar. Ligesom det gjorde sig gældende med mange andre dele af Indre Nørrebro i de år, var området blevet saneret, men planerne for en genopbygning trak ud, og pladsen blev for en stund brugt til parkering for kvarterets handlende. Indtil en gruppe aktivister fra græsrodsbevægelsen Nørrebro Beboeraktion altså rykkede ind med søm og brædder for at skabe et af de friarealer, som områdets beboere drømte om.

Byggeren blev hurtigt et populært tilholdssted for de børn, der boede med deres forældre på det tæt befolkede Indre Nørrebro – eller Den Sorte Firkant, som man kaldte området dengang.

I maj 1974 blev byggelegepladsen anerkendt som midlertidig kommunal institution efter pres fra beboerne. 40 børn var indskrevet, men mange flere kom der. I 1979 viste en optælling, at 185 af kvarterets børn i løbet af oktober havde brugt Byggeren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af dem, som fra start kom på Byggeren, var den dengang 11-12-årige Anne Eltard.

»På det tidspunkt var der utrolig få steder i Den Sorte Firkant, hvor du kunne foretage dig noget som barn. Med Byggeren fik vi endelig plads. De voksne dernede var sjove, og de gav os stor medbestemmelse. For eksempel fik vi lov til at lave vores egen avis. Det var et sted, hvor børn blev taget alvorligt«.

Men lykken varede kort. I januar 1978 vedtog Borgerrepræsentationen ’Egons plan’ – den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamps helhedsplan, som blandt andet indebar, at Byggeren skulle vige for nyt tæt boligbyggeri. Beboerne dannede blokader, og ad flere omgange lykkedes det dem at holde politiet og kommunens mandskab væk fra området.

Men en forårsdag i 1980 gik den ikke længere. Kommunen rykkede ind med bulldozere og et kæmpe politiopbud. Da dagen var omme, var hele Byggeren jævnet med jorden.

»Jeg var ude på Østerbro den morgen. Jeg så en helikopter på himlen, og det var ikke særlig almindeligt på det tidspunkt, så jeg skyndte mig at cykle tilbage til Nørrebro. Der var spærret af over det hele, og jeg så, at de var i gang med at bulldoze hele pladsen. Selv de legeredskaber, som folk havde lænket sig til. Det var livsfarligt, det nedrivningsarbejderne foretog sig«, husker Anne Eltard.

Sammen med horder af andre beboere lykkedes det hende at generobre Byggeren og bygge en ny legeplads. Men i maj 1980 var det slut. Igen.

Kommunen havde ellers lovet at blive væk, indtil et ekstraordinært møde i Borgerrepræsentationen om Byggeren var overstået, men det løfte blev brudt. 3. maj mødte politiet og kommunens mandskab atter op for at fjerne den nye Byggeren.

Aktivisterne blev rasende, og det kom til sammenstød så alvorlige, at politiet erklærede kvarteret i undtagelsestilstand, og københavnerne blev rådet til helt at holde sig fra Nørrebro.

»Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt stod på en barrikade og råbte, at folk skulle trække sig væk fra Nørrebrogade. Den var fuld af rockere og andre ballademagere, som slet ikke støttede op om sagen, men bare var mødt op, fordi der var gang i gaden«, fortæller Anne Eltard.

Få dage senere startede udgravningerne til det nye FSB-byggeri, som i dag optager noget af pladsen. Kampen for Byggeren var tabt.

Byggeren under Golden Days.Den Sorte Firkant – en byvandring om folkets Nørrebro. Byplanlægger og nørrebrobarn Thea Krøyer giver en personlig rundtur på Nørrebro. 13. sept. kl. 16-18. Koncertkirken, Kbh. N.

Rigshospitalets centralkompleks: 71 meters beton

Centralkomplekset, der åbnede i 1970, var første led i byggeriet af det nye Rigshospital, som blev opført 1960-78. Tegnet af arkitekterne Jørgen Stærmose og Kay Boeck-Hansen, som også stod bag Odense Universitetshospital.

71 meter og 16 etager. Så høj var den nye betonklods, som blev indviet på Blegdamsvej i 1970, mens håndværkerne stadig var i gang med at bygge videre på de andre nye tilbygninger, som man i 1958 havde besluttet skulle være en del af en ny og større udgave af Rigshospitalet. Og stort blev det.

»Med en sygehusorganisation meget større, end man havde kendt før, blev Rigshospitalet et af de første eksempler på de supersygehuse, som vi taler meget om i dag. Samtidig er det fra en tid, hvor man havde en meget funktionalistisk idé om, hvad sådan et hus skulle kunne. Det er organiseret hypereffektivt og har et meget rationelt layout«, fortæller Jesper Pagh, direktør i Arkitektforeningen.

Netop opbygningen var noget, man bed mærke i, da centralkomplekset åbnede i 1970.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Her kan De ikke fare vild«, skrev Politiken i maj det år om det nye Rigshospital, der blandt andet adskilte behandlingsafsnit og sengeafsnit og havde vægge, som man let kunne flytte, hvis videnskaben pludselig krævede nye rum. Men var hospitalet også flot?

»Nej, det tror jeg ikke, der er mange, der har syntes«, siger Jesper Pagh og tilføjer, at det nye hospital var udført i støbt beton med søsten i – materialer, som gik igen i mange af de tidlige 1970’eres andre byggerier.

»Sådan en rå overflade kan godt skabe en vis form for fremmedgørelse. Det er et eksempel på et byggeri, hvor arkitekterne i deres formudtryk får fjernet sig temmelig langt fra majoriteten af befolkningen«.

Rigshospitalet under Golden Days. Riget med kul og kridt. Arkitekt Julie Dufour holder åben workshop, hvor børn fra 6 år og op selv skal tegne et hospital. 14. sept. kl. 16-18. Rigshospitalets forhal, Kbh. Ø. Kom tæt på 70’ernes arkitektur. Rigshospitalet er et af stoppene, når Arkitektforeningens direktør, Jesper Pagh, er guide på en bustur rundt til Københavns 1970’er-arkitektur. 9. sept. kl. 11-15. Arkitektforeningen, Åbenrå 34, Kbh. K.

Research: Camilla Boesen, Politiken Research

Læs mere:

IBYEN

Ibyen guider:  Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Ibyen guider:  Hvor skal man spise is i København denne sommer? Her er 13 virkelig gode bud

Caféen Snacks & Blues på Guldbergsgade på Nørrebro i København.

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Herman H.J. Lynges antikvariat på Silkegade i indre København er Skandinaviens ældste antikvariat.

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København


    Anmeldelser af forskellige madboder på Københavns nye madmarked Reffen på Refshaleøen. 

Få overblik:  Her er oversigten over alle Københavns madmarkeder

»Må man ta' hunden med sig ind i himlen...?«. Ibyen guider til byens bedste karaokedestinationer.

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Der er masser af folkekøkkener i København. Vi guider til 9 af dem.

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

På Darcy's Kaffe i Blågårdsgade på Nørrebro er både kaffen og læsestoffet værd at komme efter.

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

På Restaurant Trio i Axel Towers er udsigten god, selv når man sidder på tønden.

Guide til Københavns tag­restauranter:  Her kan du spise, drikke og ... ja, tisse med en udsigt

Kafeteria på Statens Museum for Kunst
er bare én af byens nye forbedrede museumscafeer.

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer