0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Galgebakken og 'Huset med de blå øjne' udtrykker 70'er-værdier i mursten, beton og brædder

Det er årtiet, som mange arkitekter helst vil glemme. Men når Golden Days stiller skarpt på 1970’erne, får arkitekturen alligevel en plads. Ibyen ser tilbage på fire københavnske 70’er-byggerier.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

serveret. Fællesspisning var dagligdag på Galgebakken, der ramte lige ned i tidens kollektive ånd. Arkivfoto: Golden Days

nyheder_wide
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
nyheder_wide
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Galgebakken: Albertslunds Christiania

Opført i Albertslund i 1972-74 for Vridsløselille Andelsboligforening af arkitekterne Hanne Marcussen, Jens Peter Storgaard og Jørn og Anne Ørum-Nielsen samt landskabsarkitekten Jørgen Vesterholt. Bebyggelsens omkring 600 boliger bestod af toetages rækkehuse, enetages gårdhuse samt etværelses kollegieværelser og pensionistboliger. De første boliger var klar til indflytning i sommeren 1973. Resten fulgte året efter.

Det er måske svært at tro det i dag, hvor Vestegnen i manges øjne er synonym med socialt armod, høj beton og discountbajere på bænken. Men engang var det faktisk ret hipt at bo i en almen bolig vest for København.

Især hvis bebyggelsen hed Galgebakken. Det almene boligbyggeri blev opført i 1972-74 i Albertslund tæt ved Trippendals Galge, hvor knap så lovlydige borgere i 1700-tallet havde endt deres dage, og modsat de københavnske brokvarterers tilfældige og billige spekulationsbyggeri var byplanlægningen på Galgebakken helt gennemtænkt. Med bl.a. Kartoffelrækkerne og Brumleby i baghovedet skabte arkitekterne bag det nye byggeri et af de første eksempler på 1970’ernes banebrydende tæt-lav-bebyggelse, hvor lave, tætliggende huse, åbne forhaver og indgangsdøre i glas nærmest opløste skellet mellem privat og offentligt. Dermed ramte Galgebakken lige ned i tidens kollektivånd.

At bebyggelsen tilmed havde sin egen integrerede institution – der hed noget så batikmønstret som Bakkens Hjerte – og den 1.300 hektar store Vestskoven som nabo, gjorde det blot endnu mere attraktivt for 1970’ernes familier at rykke vestpå.

»Galgebakken er et lavt, tæt boligbyggeri, fordi det bevisligt er mere miljø- og menneskevenligt, og fordi det giver den kontakt med jorden, som vi alle savner«, hed det i det første nummer af Galgebakke-posten, bebyggelsens egen avis, fra 1973.

Den beskrivelse kan arkitekt Jens Thomas Arnfred godt genkende. Med sin tegnestue Vandkunsten stod han bag et andet af tidens tæt-lav-byggerier, Tinggården i Herfølge, som med fællesspisning, familiegrupper og børnehuse var endnu mere radikalt end Galgebakken.

»Vi blomsterbørn ville flytte tættere sammen og tættere på naturen. Og efter alle de indledende drømme og længsler om land og selvforsyning og sprøjtefri grøntsager lavede vi en ny æstetik. Fokus blev flyttet fra det formfuldendte til det livgivende«.

Og der var mange, som gerne ville bo i de nye boliger. I november 1972, otte måneder før de første huse stod klar, kunne Politiken afsløre, at 150 familier havde skrevet sig op til en bolig på Galgebakken uden at have set andet end en tegning.

Huslejen var ellers høj. 2.085 kr. skulle man betale om måneden for et 130 kvadratmeter gårdhus i 1975. Det var næsten 300 kr. mere end i et andet af tidens topmoderne boligbyggerier, Farum Midtpunkt, der jo ellers lokkede med »nordsjællandske yndigheder«, som avisen skrev.

Galgebakken – eller ’Albertslunds Christiania’, som det også blev kaldt – tiltrak især progressive familier fra storbyen. De socialdemokratiske politikere Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen var nogle af dem, som skiftede København ud med Albertslund. Det samme gjorde forfatteren Inge Eriksen, filminstruktøren Jørgen Leth og journalisten Kjeld Koplev. Han kan ikke huske, præcis hvornår og hvor længe han boede med sin familie på Galgebakken, men der var stadig spor fra håndværkernes gravkøer i mudderet, den dag de rykkede ind i deres rækkehus.

»Det var tidsånden, at man ville bo sådan. Vi drømte om at flytte sammen med nogle mennesker og dele glæder, sorger og børnepasning«, fortæller Kjeld Koplev.

Sådan blev det. Familierne spiste aftensmad sammen i de smalle stræder mellem rækkehusene; man kom og gik hos hinanden, og beboerdemokratiet havde kronede dage ved de stormfulde generalforsamlinger, hvor 1.100-1.200 mennesker typisk mødte op for at diskutere Galgebakkens fremtid.

»Det varede til kl. 3-4 om natten – og fortsatte næste dag! Alle skulle markere sig i det byggeri«, husker Kjeld Koplev, der til en af generalforsamlingerne sammen med 500 andre beboere besluttede selv at starte en brugsforening. Den købmand, som de var blevet lovet, var der nemlig ikke, da de flyttede ind på Galgebakken.

Kjeld Koplev og mange af de andre beboere valgte at flytte fra Galgebakken sidst af 1970’erne, da huslejen steg og det efterhånden bedre kunne betale sig at købe en lejlighed i København. Omtrent samtidig begyndte de beboere, som var tilbage, at klage over utætte tage, skimmelsvamp og byggesjusk. Nogle undlod endda at betale husleje i to