Selv om intens dyrkelse af den kristne tro ser ud til at være forbeholdt en stadig mindre kreds af danskere, er det at bede til Vorherre åbenbart ikke på vej ud af vores hverdag.
Mange har bare droppet fadervor til fordel for deres egen personlige bøn og beder, når det passer ind i deres liv, og ofte til noget og nogen, som ikke nødvendigvis ligner Bibelens gud.
Sådan udlægger leder af Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen en Megafonmåling foretaget blandt 1.244 danskere for Politiken og TV 2.
En ud af fire danskere beder jævnligt til Gud. Dagligt, ugentligt og mindst en gang om måneden. Og på et eller andet tidspunkt i deres liv har ikke færre end seks ud af ti personligt henvendt sig til herren, viser målingen.
Omvendt fortæller fire ud af ti danskere, at de aldrig nogensinde har bedt til Gud. Men selv om tallene ifølge Marie Vejrup Nielsen samlet synes at bekræfte, at vi herhjemme har en lille, stærkt troende kerne på omkring 10 procent og en stadigt voksende gruppe af ikke-troende, er det mere interessant, hvad den viser om de mange, som i tidens ånd tilpasser deres tro og bøn til deres personlige livssyn og aktuelle behov.
»Tallene viser jo, at religion for en stor gruppe ikke bare forsvinder. Den kommer på hylden af ting, man kan benytte sig af med den frekvens og på den måde, man nu selv synes giver mening«, siger Marie Vejrup Nielsen.
Farvel til fadervor
For 60-70 år siden bad flere, og dengang var det typisk »fadervor ved sengekanten«, som hun siger. I dag beder færre, men mange tilpasser deres tro og bøn forbløffende godt til nye tider, mener hun.
Så selv om kun et fåtal formentlig ofrer mange tanker på, at det i dag er store bededag, en sammenlægning af tidligere tiders mange bededage, er der andre end materielle grunde til, at vi i disse uger ser så mange nyslåede konfirmander, mener Marie Vejrup Nielsen.
Folk bruger de ritualer og praksisformer, som passer ind i deres liv
Mare Vejrup Nielsen, religionsforsker
»Hvis danskerne var helt fuldstændig dødeligt sekulariserede, havde vi jo ikke en konfirmationsprocent på lidt over 70. Folk bruger de ritualer og praksisformer, som passer ind i deres liv. Det viser denne her undersøgelse også«, siger hun.
Hvad vi beder om, er så en anden sag. Færre end hver femte beder ifølge undersøgelsen for, at verden skal blive et bedre sted. Og ens politiske ståsted synes at spille en rolle for, hvad man beder om. I den kuriøse ende synes undersøgelsen således at vise – og her stiger den statistiske usikkerhed betragteligt – at Liberal Alliances vælgere hyppigere end noget andet partis vælgere beder om, at de ikke styrter ned med et fly.
»Bønnerne ser ud til at have en rigtig senmoderne profil. Man beder for sig selv og dem, der er tæt på en, og så beder man ikke om noget negativt«, siger hun.
Blandt Folketingets partier er Dansk Folkepartis og Venstres vælgere i undersøgelsen flittigst til at folde hænderne. Og selv om antallet af ikke-troende vokser, jo længere til venstre man kommer, er der også blandt Enhedslistens vælgere 10 procent, som beder dagligt.
Men selv om det måske passer den selvstændige, senmoderne dansker bedre at improvisere sine egne bønner, bliver man ifølge videnskaben gladest af at holde sig til det gode famle fadervor. Det udløser nemlig mest af belønningsstoffet dopamin, viser hjerneskanninger under bøn foretaget på Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Sandsynligvis fordi det føles som et sikkert sats at vælge den bøn, Jesus selv indstiftede, mener Uffe Schjødt fra afdelingen. For, siger han:
»Den ved man da er rigtig«.
