Özlem har en krop, der er fuld af dans og godt humør, men også af vrede og ukontrollabelt temperament, og hendes 10 år gamle livsbagage rummer en omfattende psykolograpport, der fortæller om en pige, der er blevet grådlabil og aggressiv, som slår sin storebror og bliver ulykkelig bagefter. Hun kan ikke forstå, hvorfor hendes mor og far ikke går på arbejde ligesom andre forældre. Hun har besluttet sig for at være velfungerende, men er det ikke længere, og psykologen konkluderer om hende og hendes storebror, Ibrahim:
»Det anbefales på det kraftigste, at der tages stilling til barnets tarv i familiens asylsagssammenhæng. Det er min klare anbefaling, at der med alvor ses på, om barnets tarv sikres, hvis Ibrahim og Özlem bliver ved med at leve en usikker tilværelse, hvor de hver dag frygter for deres eksistens og fremtid«.
