Peter Hummelgaard Thomsen (S)i samtale med den syriske flygtningHatem Ahmad Alaboud, uddannet ingeniør, i Folketingets samtaleværelse.
Foto: Martin Lehmann

Peter Hummelgaard Thomsen (S)i samtale med den syriske flygtningHatem Ahmad Alaboud, uddannet ingeniør, i Folketingets samtaleværelse.

Danmark

Politiken møder igen den syriske flygtning Hatem Alaboud: Han har fået egen bolig, arbejder og får en bimmelim på til julefrokost med sine danske kolleger. Men må han blive her?

Hatem Alaboud havnede ved et tilfælde i Danmark i stedet for Norge, som hans lillebror flygtede til før ham. Han er glad, men én ting er i hvert fald bedre i Norge...

Danmark

Som perler på en europæisk snor bor tre syriske brødre i henholdsvis Tyskland, Danmark og Norge. Drysset ud over det vestlige kontinent som resultat af skæbnens luner.

Den ingeniøruddannede Hatem Alaboud kom til Danmark i slutningen af den store bølge af flygtninge og migranter i 2015, og han har siden måned for måned lirket sig ind i den danske levevis. Han gik til julefrokost med kollegerne, fik en lille julebimmelim på, fortæller han med et lille grin, og har både danske og syriske venner.

Da Politiken talte med ham i marts sidste år på en dag med klingende frost, var han i gang med den toårige integrationsuddannelse, IGU, som skal omkode hans syriske ingeniørbaggrund til at gøre ham brugbar her i landet som automatiktekniker. Som led i uddannelsen arbejder han med at hjælpe de studerende på det tekniske universitet DTU i Lyngby med at lave opstillinger til deres forskellige forsøg.

Og det, synes han, er herligt. Han taler engelsk med eleverne, som kommer fra alle mulige lande, og dansk på lærerværelset. Og elsker at gå på arbejde.

Det var netop i dén rolle som tilfreds flygtning, at Hatem Alaboud af Politiken blev sat sammen med den socialdemokratiske politiker Peter Hummelgaard for at diskutere S-planen om at oprette modtagecentre for asylsøgere og migranter i Nordafrika. En plan som Hatem Alaboud faktisk godt forstår, at mange danskere går ind for. Også selv om den kunne have betydet, at han ikke selv dengang i 2015 kunne komme direkte ind i Danmark over landegrænsen.

Nu mere end ti måneder senere er Hatem Alaboud stadig en glad flygtning og stadig i gang med IGU-uddannelsen og et sideløbende teknisk kursus samt noget eneundervisning i engelsk hos en skotsk ven, »men jeg forstår hende ikke, når hun taler skotsk«, griner han.

De lyse sider

Hvis vi ser på de andre lyse sider, fik Hatem Alaboud lønforhøjelse for nogle måneder siden, og det har været med til at gøre det muligt for ham i oktober at flytte fra det værelse i et hus i Lyngby, som han var placeret i af kommunen sammen med fire-fem andre flygtninge, til egen 1-værelses lejelejlighed i Virum. Der skal han ikke dele med nogen, »og det er dejligt«.

Han er i det hele taget svær at vride kritiske kommentarer ud af om Danmark. Men én ting er dog begyndt at bekymre og undre ham:

Får han lov at blive i landet, når han gør alt det, der forventes af ham? Juleaften tilbragte han i Oslo med sin lillebror, der flygtede fra krigen i Syrien kun to måneder før Hatem. Og deroppe er vilkårene nogle ganske andre.

»Jeg må bare konstatere, at min bror i Norge fik permanent opholdstilladelse for nogle måneder siden. Men jeg skal vente i op til otte år, før jeg overhovedet bare kan søge om det her i Danmark«.

Hatem Alaboud kalder det »virkelig trist, for jeg kan mærke, at det gør mig mere utryg end før«.

»For de danske myndigheder kan jo til enhver tid i de næste mange år sige til mig, at nu er det fredeligt i Syrien, du kan godt rejse tilbage«, siger Hatem Alaboud – og det smil, han ellers bærer til skue det meste af tiden, er væk for en stund.

Dermed hentyder han til, at Folketinget sidste år skærpede kravet til at kunne søge om permanent ophold fra seks til otte år. Opholdskravet kan også opfyldes efter fire år, men det kræver en række betingelser er opfyldt – herunder fast arbejde i mindst tre et halvt år ud af fire år. Det anser Hatem Alaboud for at være svært.

Det er ikke, fordi den 32-årige syriske mand ikke er åben overfor danskernes ønsker om en stram udlændingepolitik, for som han sagde til Peter Hummelgaard sidste år: »Jeg kan godt forstå, at Danmark som et lille land med en god velfærd og mange rettigheder til borgerne har ret til at forsvare sig mod alt for mange, der ønsker asyl«.

Men Hatem Alaboud finder det efterhånden belastende, at han ikke kan planlægge sit liv, nu hvor han til sommer kan færdiggøre sin IGU-uddannelse og skal i gang med at søge job.

»Med en midlertidig opholdstilladelse er det sværere at få fast arbejde, jeg kan heller ikke købe en bolig. Der er mange ting, jeg er forhindret i«, siger Hatem Alaboud.

Noget andet i Norge

Situationen er en helt anden for hans fem år yngre bror i Norge, der har arbejdet i 7-Eleven-koncernen, siden han kom til Oslo, og som regner med at gøre sin uddannelse som geolog færdig i Norge: »Jeg kan mærke, at min lillebror har meget mere fast grund under sit liv deroppe«.

Faktisk var det også Hatem Alabouds hensigt at flygte til Norge dengang i 2015, hvor hans rute førte ham forbi Tyskland og derpå Sverige i den tro, at han derfra kunne krydse grænsen til Norge. Men da havde nordmændene lukket grænsen for flygtninge- og migrantstrømmene.

Så sagde politiet i Malmø, at Hatem Alaboud havde tre valg: Han kunne blive i Sverige og søge asyl der. Han kunne rejse tilbage til Tyskland – eller han kunne tage over til Danmark. Og det valgte han.

Ville du i dag foretrække, at du var havnet i Norge i stedet for Danmark, da du flygtede?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er meget glad for min chance på DTU og alle disse venlige mennesker, der har hjulpet mig i Danmark. Men jeg savner sikkerheden om at have en fremtid«.

»For de danske myndigheder kan jo til enhver tid i de næste mange år sige til mig, at nu er det fredeligt i Syrien, du kan godt rejse tilbage«

Da Politiken taler med Hatem Alaboud om det, der er sket med ham siden sidste vinter, er der demonstrationer ude i København vendt blandt andet mod de stramninger af udlændingeloven, der gør det sværere for flygtninge som ham at vinde fodfæste i Danmark. Men han skal ikke ud og svinge med protestskiltene.

»Jeg vil gerne deltage i politik, men jeg demonstrerer ikke på den måde. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i alt med dem, der protesterer«.

Ikke bare konversation

Men kunne han egentlig ikke også rejse tilbage til et stadig mindre krigspræget Syrien med sin gode uddannelsesbaggrund og deltage i genopbygningen af sit land?

»I det øjeblik jeg er inde i Syrien, vil jeg blive tilbageholdt af det hemmelige politi og spurgt ud. Hvorfor flygtede du til Danmark? Hvem har du talt med? Hvad fortalte du dem? Hvad fortalte de dig? Og de vil aldrig være tilfreds med svaret, det bliver ikke den rene konversation«.

Og så er der den lille detalje, at han stak af, da han blev indkaldt til præsident Assads militær. Den slags forræder mod diktaturet straffes. Hårdt. Hatem Alaboud er ikke i tvivl om, at han kan risikere livet ved at vende tilbage. Og sådan vil det være i al den tid, Assad styrer Syrien.

Jamen hvad så med de nordlige områder, hvor kurderne nu har overtaget? Det har Hatem Alaboud skam prøvet. Da han flygtede fra hovedstaden Damaskus, var han nødt til at opholde sig i længere tid i området op mod den tyrkiske grænse. Det var ikke rart for ham som araber.

»Jeg ville ikke kunne leve der. Jeg var en fremmed der, selv om det var mit eget land. Kurderne ønsker det for sig selv«.

Hatem Alaboud er i hyppig kontakt med sin far og mor og to yngre hjemmeboende søstre i Damaskus, og han bekymrer sig konstant for dem. Alt derhjemme, vandforsyning, el, transport er ekstremt dårligt fungerende, og hvornår kommer der bombninger igen?

Med et Syrien, der i de næste år vil være i hænderne på Rusland og Iran, kan Hatem Alaboud ikke forestille sig andet, end at han om fem år har fundet sin plads på det danske arbejdsmarked.

Skulle hans midlertidige opholdstilladelse en slem dag blive inddraget, er han sikker på, at han nok skal finde et sted sted at udfolde sine drømme og talenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Om det skal være Sudan eller Malaysia eller Sydamerika, jeg skal nok finde ud af det. For de kan sende mig ud af Danmark, det er jo jeres land. Men de kan ikke bestemme, at jeg skal rejse tilbage til Assads regime. Det kommer ikke til at ske«.

Hatem Alabouds ukuelighed er svær at skyde huller i, men han erkender, at det også trods al venligheden og fremgangen er ensomt at være ham til tider. Så jo, han drømmer om familie.

»I mit land er der to ting, der betyder noget: Familien og arbejdet. Jeg er 32 år. Men en dansk ven sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig, for her bliver mænd 80, så jeg har 50 år. Men det er jo også svært at etablere sig med familie, når jeg ikke ved, om jeg må være her om seks måneder«.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce