Du beskyldes for at være for meget idealist og for lidt pragmatiker. Ser du også sådan på dig selv?
»Hvis man er idealist, når man tror på retsstaten, så er jeg glad for at være idealist. Vi har skrevet under på nogle internationalt forpligtende konventioner. Dem skal vi rette os efter. Som jurist kan jeg ikke begynde at gradbøje aftalerne og kun lade dem gælde for nogle, men ikke for andre. Så opgiver vi tanken om retsstaten. Er det idealisme, så er jeg idealist. Men vores opgave er at beskytte det enkelte individ og sikre dets rettigheder. Mere praktisk bliver det ikke«.
Er arbejdet med menneskerettigheder blevet lettere eller sværere?
»Arbejdet har hele tiden skiftet karakter i takt med forandringerne i Europa og verden. De sidste ti år har vi oplevet, at politiske lag i en række lande udfordrer menneskerettighederne på det nationale plan og kommer i konflikt med de internationale organisationer«.
Og med dem, der nyder godt af rettighederne?
»Ja. Kendskabet til menneskerettighederne og deres betydning er blevet meget større. Civilsamfundet fik fast grund under fødderne også i Østeuropa efter Murens fald og manifesterer sig meget stærkere. Det insisterer på de rettigheder og værdier, der ligger i internationale konventioner. Samtidig står nationale domstole overalt med en meget stærkere viden om rettighederne end før. Som noget nyt ser vi kommuner og regioner rundt om i verden påtage sig et stærkt menneskerettighedsansvar«.
Er rettighederne de samme?
»FN’s menneskerettighedserklæring i 1948 og de efterfølgende FN-konventioner og europæiske konventioner er en fantastisk robust og gedigen ramme for arbejdet«.
Lægger menneskerettighederne et juridisk snit tværs igennem kulturerne?
»Menneskerettigheder handler i sidste ende om at begrænse magt. Derfor vil de i sagens natur være i konflikt med politiske ledere og andre stærke samfundskræfter. De, der har magten, ser den nødigt begrænset. Kritik af menneskerettighederne kommer typisk fra politiske eller religiøse ledere eller ledere af stærke kulturbærende institutioner. I de 30 år, jeg har rejst rundt i verden, er der kun få steder, hvor almindelige mennesker ikke giver udtryk for en stærkt positiv holdning til det meste af det, menneskerettighederne står for. Der er en stærk følelse af, at menneskerettighederne er universelle«.
Rettighederne tilhører det enkelte menneske?
»Det er det absolut centrale. Det enkelte menneske har rettigheder og ret til rettigheder. Menneskerettigheder handler i bund og grund om at beskytte også dem, som rigtig mange mennesker kan blive enige om ikke at kunne lide. Det er i sidste ende dér, menneskerettighederne og institutionerne skal stå deres prøve«.
Stop hetzen mod menneskerettighederneBekymrede borgere i de enkelte lande har vel også krav på hensyn?
»Vi skal altid lytte til bekymringer og tage hensyn til de samfund, der i sidste ende f.eks. skal modtage mennesker, der har behov for beskyttelse«.
Det skete ikke rigtigt i 2014 og 2015, da syriske flygtninge i massivt tal nåede Europa.
»Problemet var, at verdenssamfundet ikke gjorde nok for at forbedre flygtningenes situation i nærområderne. Derfor satte de syriske flygtninge sig til sidst i bevægelse op gennem Europa. Jeg forstår udmærket, at det gjorde folk bange og usikre. Hvad skulle vi stille op med flygtningene? Her havde der været brug for et politisk lederskab i Europa«.
Er det sund fornuft, når Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg giver de enkelte lande større råderum?
»Menneskerettighedsdomstolen EMD har altid lyttet til de enkelte lande. Det viser dens praksis. Den finjusterer sine domme. EMD har f.eks. været tilbageholdende i sager om abort, da der ikke hersker den samme grundopfattelse om abort i hele Europa. Den har kun behandlet sager, når valget stod mellem moderens liv på den ene side og fosterets på den anden. Eksemplet viser en domstol, som lytter, men også formår at trække en streg«.
Resultater hviler på politiske kompromiser. Stoler du ikke på demokratiet?
»Det stoler jeg rigtig meget på. Demokratiet forvaltes af folkevalgte repræsentanter, som skal beslutte, hvordan vi skal agere i vores samfund. Vores grundlove – og menneskerettighederne – har sat de ydre rammer for, hvad folkevalgte kan beslutte. Dertil kommer, at vi har domstole, der løser konkrete konflikter på baggrund af de love, de folkevalgte har givet. Det er lige præcis den cocktail, der udgør det robuste demokrati. Det stoler jeg på«.
Er det ikke i alles interesse, at vi selv tager ejerskab til menneskerettighederne og ikke opfatter dem som påtvunget udefra?
»Det er kolossalt vigtigt. Der skal være et bredt ejerskab. Derfor skal vi også gøre meget mere op igennem skolesystemet, i undervisningen både i forhold til demokrati og menneskerettigheder. Husk på, at også de demokratiske institutioner og domstolene for tiden er under angreb. Vi skal lære, hvad det vil sige at være borger i et demokratisk samfund, hvad det betyder at leve i en retsstat. Der er ikke noget mere fremmedgørende end en gold juridisk diskussion af en eller anden paragraf i menneskerettighedskonventionen«.
Skal du ikke kunne se alle politikere, uanset partifarve, i øjnene?
»Jo da! Det skal man kunne. Jeg har altid gjort en pointe ud af at være i en stadig dialog med alle. Det er så på den anden side ikke altid alle, der har taget imod min invitation, men det er en anden historie. Langt de fleste kom. Vi er nødt til at have en dialog og i det mindste blive enige om, hvor vi er uenige. Det er gennem dialog, mennesker og samfund udvikler sig. Hvis vi ikke snakker sammen, kan det skabe grobund for dæmonisering af ’de andre’ og skabe det had og de rygter, der bidrager til at splitte samfundet. Jeg tror på dialog og på at lytte«.
Hvad er den glødende kerne i menneskerettighederne?
»For mit vedkommende lyder summen sådan: Vi skal have retten til en fremtid. Hvis du bliver diskrimineret, har du ikke mulighed for at skabe dig et billede af din fremtid. Får du ikke adgang til uddannelse, har du ingen fremtid. Bliver du uretmæssigt frihedsberøvet, ser fremtiden ilde ud. Retten til en fremtid er afgørende for, at folk kan blive produktive borgere i det samfund, hvor de nu engang lever. Hvis regeringens bebudede paradigmeskift går ud på at fastholde mennesker i en livssituation, der giver dem en stærkt usikker fremtid, frygter jeg, at vi skaber en gruppe mennesker, der ikke bidrager med det, de kunne, i vores samfund. Vi frarøver dem deres ret til en fremtid«.
fortsæt med at læse
