Trods manglende lovgrundlag har Gladsaxe Kommune arbejdet videre i kulissen med sit omstridte overvågningssystem. Den såkaldte Gladsaxe-model skulle, ved hjælp af kunstig intelligens og samkørte data om børn og forældres adfærd og historik, udvikles til at opdage udsatte børn tidligere end det menneskelige øje.
Efter Gladsaxes læk af over 20.000 borgeres fortrolige oplysninger og flere erkendte tilfælde af ulovlig databehandling, oplyste regeringen til Politiken i december 2018, at den havde lagt sin plan om at skabe lovgrundlag for Gladsaxe-modellen i skuffen.
Selv om der ikke var umiddelbar udsigt til et grønt lys for dataeksperimentet, har kommunen ufortrødent fortsat sit udviklingsarbejde. Indtil nu.
I en mail til techsitet Version2 skriver Gladsaxes kommunikationschef:
»Da Gladsaxe Kommune ikke har fået tilladelse til at gennemføre projektet, har vi sat udviklingen på pause«, lyder det fra kommunikationschef Ulla Baden.
Målet helliger midlet
Politiken bragte sagen frem om regeringens overvågningsplaner og Gladsaxe-modellen i marts 2018. Der lød et ramaskrig, og en bred samfundsdebat om statens brug af kunstig intelligens og borgernes persondata tog fart. Kritikere, dataetiske og -juridiske eksperter advarede mod kinesiske tilstande og omridset af en overvågningsstat, der sår mistillid blandt borgerne. Siden har der også været international fokus på den kontroversielle brug af borgernes personoplysninger, som Danmark har i støbeskeen.
Omvendt har fortalerne fremhævet de gode intentioner bag den databaserede opsporingsmodel.
»Folk har altid været vant til, at deres persondata er fortrolige, og har selv bestemt, hvad de skal bruges til. Men vi bevæger os ind i en tidsalder, hvor borgere skal vænne sig til, at deres data anvendes til flere ting. Og målet helliger midlet her – det handler jo om at få fat i udsatte børn meget tidligere og bryde den sociale arv«, lød det eksempelvis fra Gladsaxes familiechef, Tine Vesterby Sørensen til Politiken.
Samkørt data om kommunens børn og forældre
Konkret har kommunen arbejdet ud fra en hypotese om, at udsatte børn har en række fællestræk, såkaldte risikoindikatorer. Indikatorerne er blandt andet bør